15. oktober 2014

Det der med at studere ..

.. i et andet land kan være overraskende svært. Specielt når der er 117 andre ting man hellere vil lave i det land! Jeg har nu taget hul på den anden uge af det første Quater (aka "semester"), og jeg kunne godt trænge til en ferie snart!
For det første; kræver det en del selvdisciplin at få vendt tankerne tilbage til studielivet efter en lang, lang ferie. Det kan åbenbart godt tage lidt tid at komme tilbage i en god læserytme, og faktisk også forstå det man læser. 
For det andet; kræver det helt utrolig meget selvdisciplin rent faktisk at møde op til timerne i stedet for at tage på en fristende vandretur på campus eller en tur på stranden (indtil videre går det dog ret godt).
For det tredje; er det et cirkus at finde ud af hvilke kurser, der er mulighed for at tage. For mig er det et stort tag-selv-bord af spændende kurser, siden der ikke er noget jeg "skal have" fra KU's side. 
For det fjerde; er det meget let at få tilmeldt sig alt muligt spændende uden lige at tænke over, at der kun er 24 timer i døgnet, og de fleste ting har en eller anden form for arbejdsbyrde.
For det femte; er der måske også bare lige en hel masse andet man også gerne lige vil lave!!

Morgen-yoga spot
Goodmorning Santa Cruz
Så ja kaotiske 2 uger. Jeg har swappet, droppet, enrolled og swappet lidt mere mellem nogle af de kurser jeg gerne ville have. Systemet herovre er meget flexibelt, så du kan vælge og vrage mellem kurserne - du skal bare være skrevet op til et minimum af kurser, og du skal have bestemt dig inden d. 22 okt. Det er egentlig ret fedt for det giver mulighed for, at man kan møde op til den første forelæsning, og lige mærke efter om det også lige er det kursus, man egentlig troede. Bagsiden af denne fantastiske flexibilitet er så, at for sådan en som mig, der ikke kan tage en beslutning uden at ombestemme mig 1000 gange og lynhurtigt kan blive fanget af noget nyt og spændende, pludselig er skrevet op til alt for mange kurser og er på venteliste til endnu flere. Så efter at have valgt 3 kurser (The Oceans, Our Changing Planet og Immunology - nørd!), som jeg synes lød meget spændende, fandt jeg så ud af at to af disse kurser var "lower division", det vil sige 1 års kurser, hvilket betyder en lidt lavere niveau end, hvad jeg lige er vant til. Umiddelbart jo egentlig meget fedt, men også rimelig kedeligt i længden, og desuden lå forelæsningerne fra 17-21.. Ellers tak.. Så jeg droppede The Oceans for et upper division fag- Genomes, og skrev mig på venteliste til tredje fag (Fresh Water Ecology), så jeg ville ende ud med tre upper division fag. Jeg mødte op til første forelæsning af Genomes (som på kursusbeskrivelsen handler om DNA og tolkning af DNA) og halvdelen af denne forelæsning foregik i et mystisk computersprog i et mystisk computerprogram. Ikke lige umiddelbart hvad jeg forbinder med DNA, og da jeg aldrig rigtig har snakket computersprog før, fattede jeg ikke rigtig noget som helst af den forelæsning. Det var helt utroligt frustrerende, da jeg ellers fatter en del af teorien som burde ligge til grund for det fag. Så jeg følte mig lidt fanget i mellem "jeg gider ikke bruge tid på det lort" og "satans, jeg fatter ikke det lort - jeg vil fatte det!".
I mellemtiden mødte jeg op til mit ventelistefag for at følge med i det, men blev ikke super fanget (hvem gider dog snakke om ferskvand når vi havet er lige udenfor?!) og eftersom det også er et upper division fag, ville der komme flere opgaver og en del læsning. Så jeg valgte at droppe det fag igen. Jeg havde så fået at vide af en anden studerende at The Oceans var et langt bedre fag end Our Changing Planet, så nu ville jeg gerne have byttet de to ud med hinanden.. Jeg havde så oven i det gjort et eller andet forkert i det magiske computersystem, som holder styr på alle de her kurser, så jeg kunne ikke droppe nogle kurser, for så ville jeg kommer under den minimale grænse for point, men jeg kunne heller ikke swappe nogen for så ville jeg få for mange point! Så mit skema blev fanget i limbo, og jeg måtte lægge vejen forbi kursus-kontoret og få dem til at velsigne min plan. 
Forvirret ?! Oh yes..

Downtown. Cykelbro med udsigt til Boardwalken og havet
Nu har jeg dog endelig mine tre fag, som holder mig inden for pointgrænsen og som passer i mit skema. Immunology er rimelig basic mikrobiologisk fag, som er ligeså forvirrende og detaljeret som de plejer at være, The Oceans er rigtig spændende men meget basic (eftersom de ikke bruger metric-tal system herovre gik den første forelæsning primært med at forklare hvad "en meter" er for noget) og Genomes er en pain in the a**. Men nu er jeg blevet stædig og vil finde ud af det åndssvage fag! Desuden er det sådan set ret spændende - bare en virkelig mærkelig blanding af computer og biologi.. Så nu handler det "bare" om at få styr på hvad der gennemgåes, og klare det hele som det nu kommer. I næste uge kommer første Midterm exam, så det er jeg lidt spændt på hvad går ud på. Alt herovre er quizzes og test, og hvert fag har to midterm exams inden den endelig eksamen før jul. Og alle tests tæller med i den endelig karakter. Det er næsten som at være tilbage i gymnasiet!

Lidt hjorte uden for forelæsningssalen

Når jeg ikke lader som om, jeg laver noget fornuftigt og studieagtigt, så leger jeg med de andre lungefisk i dykkerklubben (Scuba Slugs - Universitetets maskot er en snegl). Jeg er en af de heldige ti som er kommet med på denne omgangs Rescue Diver Class (et dybdegående førstehjælpscertifikat for dykkere), mest fordi jeg stod meget tidligt op, og mødte op to timer før man kunne skrive sig på listen - jeg ville meget gerne på det hold! Og som en del af kurset bliver vi også certificerede Teacher Assistants. Det betyder, at vi skal møde op til timerne for basis-dykker kurset og hjælpe til og guide her. Og det er ret sjovt og ret udfordrende! Det er fedt at prøve at lære fra sig om sin hobby, og det er en ret fed følelse at være god og erfaren nok til at få lov til det. Vi skal også hjælpe til, når de skal have deres første hav-dyk (indtil videre plasker de kun rundt i poolen), og der vil vi få tildelt 1-2 dykkere, som bliver "vores" ansvar. Vi skal så guide/skygge dem på deres dyk, og sikre at de følge de korrekte procedurer og ikke panikker under vandet eller farer vild eller sådan noget. Det er jeg ret spændt på - det er alligevel rimelig meget ansvar, hvis noget skulle gå galt.
Forhåbentlig kommer jeg ud på mit første dyk på lørdag med Scuba Slugs. Jeg vil så gerne ud i det vand nu! Har brugt en del penge på at fremskaffe alt mit udstyr, så nu skal det også snart prøves af. Og nu har jeg kigget på det hav i snart en måned uden at være kommet under det! Men uanset hvad skal jeg hvert fald ud i vandet på søndag for at lave min praktiske eksamen i Rescue Diver. Det indebærer at man laver et scenarie med en besvidstløs dykker, som man skal få op til overfladen og ind til land, mens man laver basic førstehjælp og sørger for ikke selv at drukne - jeg tror det bliver rimelig hårdt! Men jeg glæder mig!


Scuba-gear til tørring
Ind i mellem alt det kaos her prøver jeg så også på at hygge med mine skønne housemates, møde op til div. internationale ting og få styr på området omkring Santa Cruz.
Forrige weekend var jeg hjemme og besøge Jonette og Ron til en dejlig afslappende weekend uden alt for mange "to do's". Der var desuden en masse børnefødselsdage, som var hyggelige at komme med til. Så om lørdagen besøgte vi Jacob (Karen's søn) og Melissa til deres drengs 4-årige fødselsdag som bød på pizza, sodavand og en utrolig farverig kage med masser af lag og creme. Den var ret vild, og jeg ved ikke helt om det var mængden af sukker eller kemiske farvestoffer, men mit hoved snurrede mærkeligt mange timer efter. Jeg fik til gengæld mulighed for at møde Karen (Jonettes søster) og opleve børn smadre en Piñata. Om søndagen gik turen så hjem til Jason og Jen, hvor Joshua fejrede sine 2 år. Her blev der disket op med BBQ Sliders (små burgere) og endnu en farverig kage og en pumpkin pie. Pumpkin pie var til ære for mig, da de alle var chokerede over at finde ud af, jeg aldrig havde fået sådan en før! Det kan dog godt anbefales. For mig der igen er tilbage på fattig studiekost, var det en ret god weekend at komme på besøg!

Happy Birthday Joshua!

The Ryans

Ved at være klar til Halloween
Valnødde sæson
Jeg prøver også at udnytte det gratis fitness facilitet og få løbet på min skønne rute nede ved stranden. Jeg kan dog godt mærke at tiden begynder at knibe en smule, nu når jeg rigtig er ved at komme i gang. Og når man så oven i det er i poolen til dykkerøvelser 1-2 gange om ugen bliver man også lidt kvæstet! Sidste torsdag til basic-poolsession trådte jeg vande i ca. 2 timer.. Jeg var ret død bag efter!
Jeg har også givet mig lidt hen til den fantastiske bike-shuttle bus (selvom jeg stadig cykler til campus så snart der er tid!),  for hvis jeg cykler til campus skal jeg sætte minimum en time af til at komme hele vejen op og lige have tid til at hurtigt bad. Jeg har dog altid min cykel med op til campus for det er simpelhen så sjovt (og hurtigere end bussen) at komme hjem igen! Jeg tog tid på det den anden dag, og der er 5-6 km op til Marine Science bygningen, hvor jeg har forelæsning, og det tog mig 11 min at komme hjem (og det inkluderer 3 stop for rødt)! Ja, jeg har cykelhjelm på. Ja, jeg har lygter. Ja, jeg har reflekser. Og ja, jeg skal nok holde øje med og skifte mine bremser ofte!
Man kan også mærke, at det er ved at blive efterår her. Jeg har nu haft jeans på to dage i træk! Vejret skifter virkelig meget i løbet af dagen. De fleste morgenen er det gråt og tåget og koldt (lidt ligesom Danmark ;) ) Men ved en 11-tiden klarer det for det meste op til skyfri himmel. Når solen går ned igen kommer tågen så rullende ind fra havet igen. I går var det overskyet og blæsende hele dagen. Det føltes næsten som om jeg var i Danmark igen, for jeg havde snakket dansk i løbet af dagen med en anden KU studerende, det blæste, var koldt og gråt, og jeg fik ristet rugbrød med brie og røræg til aftensmad! Alt i alt en ret normal dansk dag for mig ;) I dag skinner solen dog lidt mere igen, og det ser ud til at klare dejlig meget op til weekenden (rart hvis man skal ud og dykke, at det ikke er alt for koldt, når man kommer ud af vandet).
Men alt i alt går det godt fremad, og jeg er ved at finde mig en hverdag. Jeg er begyndt at kejle rundt i nogle meget basale dansk grammatiske ting, så hvis mine kommaer bliver mere og mere mystiske eller jeg bytter rundt på for og får, er det bare fordi, jeg ikke rigtig skriver dansk for tiden! Hvilket også er ret sært! Det er heller ikke "naturligt" for mig at starte en samtale med de andre danskere på dansk. Det er meget nemmere at holde det hele i engelsk.
Jeg kan dog også mærke at jeg har været væk fra alle et godt stykke tid nu, og synes godt det kan stikke lidt en gang i mellem. Så jeg er bare virkelig glad for, at jeg har været heldig at finde et fantastisk hus at bo i, så jeg ikke har den bekymring (der er åbenbart virkelig mangel på bolig i år på campus og i byen, så mange leder stadig efter steder!), og at jeg kan besøge Jonette og Ron, hvis jeg har brug for noget god hjemlig hygge uden alt for mange dikkedarer!
Men dagene flyver afsted, og jeg synes allerede nu at tiden går alt for hurtigt!!

Bike-shuttle (bemærk skyerne - det er tidligt om morgenen)
Campus ligger midt i skoven.. Ret hyggeligt