26. august 2014

Costa Rica jungle fever

Imens jeg ligger her og slapper ved en overlækker pool i La Fortuna, kan jeg fortælle lidt om alt det spændende, jeg har set i Costa Rica. Og det er ikke så lidt!

Jeg landede tidligt om morgen i San Jose  og tog direkte med verdens mindste fly til Quepos som ligger på vestkysten af Costa Rica. Jeg trådte direkte ud i jungle og bananplantager, og det føltes som at gå rundt i sommerfuglehuset i zoo. Her skulle jeg bruge 4 dage på dykning og poolafslapning. Mit hostel var ikke særlig fancy - lille værelse og delt bad/toilet men det lå nærmest midt i junglen og det føltes mere som en 4-stjernet jungle lodge end et lille hostel. Min yndlings plads blev ret hurtigt hængekøjen med jungle og strandudsigt. Den første dags dykning blev desværre aflyst pga torden, så der tog jeg bussen til Manuel Antonio nationalpark og så på eksotiske dyr. 

Lille bitte landingsbane i Quepos

Junglehostel

Gecko gecko !

Heldigvis klarede vejret op resten af dagene og jeg fik 3 dage med fede dyk. Vandet var 28-29 grader varmt, hvilket virker helt syret når man sidst har været i koldt vand i Danmark. Jeg var der ikke helt i dykkersæsonen, så sigten var ikke så god som den kunne være (ca 10 m sigt nu modsat 40 m sigt i højsæsonen), men der var stadig massere at se! Og det område er åbenbart fantastisk for nøgensnegle så på et enkelt dyk så vi måske 20 af de små sataner. Super fedt! Der var til gengæld helt vild strøm fra bølgerne så nogen gange måtte man bare holde fast i klipperne så godt man kunne for ikke at drive væk fra gruppen. Det var ret sjovt! Det var massere af farverige fisk, koraller, søstjerne, store hummere (fandt en på 1 meters penge), scorpion fish, nøgensnegle, muræner, søpindsvin osv. Det var lækker dykning!!

Glad dykker 




Lidt high-lights fra dykning 

Efter 5 dage i Quepos fløj jeg tilbage til San Jose for at mødes med den tour gruppe, som jeg skulle rejse rundt i Costa   Rica med. Det var jeg meget spændt på, for jeg har kun rejst rundt alene og ideen om en guide og en gruppe hele vejen var ikke just tiltalende. Men vi er heldigvis kun 9 i gruppen, så det er ikke så galt og det er en "ældre" gruppe (gennemsnit måske 28 år) så det er heller ikke de vilde festaber, hvilket jeg sætter stor pris på! Vi består af en canadier, 5 tyskere, 2 briterne og mig. 

Første stop på vores tur var nede sydpå på østkysten næsten ved Panamas grænse i en lille by, Puerto Viejo de Talamanca. Her gik vi på dyre-sightseeing i en nationalpark (jeg ville gerne dykke men sigten og forholdene var desværre ikke til det). Der var både aber, slanger, massere af insekter og edderkopper og virkelig varmt!

Green dart-frog (giftig)

Flot edderkop! (Også giftig)

Forladt junglehytte

Efter Puerto Viejo tog vi op til Tortugeuro. Her kører man til en lille båd som sejler en til landsbyen. Tortugeuro er ikke meget andet end en stor nationalpark og en fredet strand. Og som navnet antyder er der skildpadder! Vi var indlogeret på et resort som lå på den anden side af landsbyen i Tortugeuro lagune, og boede i små lækre hytter og havde alle måltider serveret. Ret lækkert! Ude foran ens værelse løb masser af øgler rundt, der var fyldt med sommerfugle, brøleaber og dovendyr. 

Jungle resort

Farverigt firben

Den første aften tog vi ned til stranden i mørket for at spotte skildpadder. Nationalpark rangerne styrer det med hård hånd for at skåne skildpadderne så meget som muligt for nysgerrige turister. Kun 6 km af de 50 km fredet strand er åben om aftenen, og man skal afsted med en guide. Kun guiden må have lygte og der er absolut ingen kameraer tilladt! Stranden er inddelt i stationer og der går "spottere" rundt på stranden som sjovt nok spotter skildpadder, og som fortæller guiden til hvilken station gruppen skal gå for at se dem. Man er kun tilladt at se de 3 dele af processen: Lægge æg, camouflere reden og tilbagevandring til havet. Så hvis man ser det på en halv time er det tidligt ud igen, hvis man er uheldig kan man vente flere timer.. Vi var heldige og så alle tre dele inden for en time.. Det var helt vildt at se en skildpadde lægge æg! Det var en af de der naturoplevelser som bare er helt i gennem smuk. At stå på en mørk stille strand. Du kan høre bølger og junglelyde. Der er stjerner over dig og en tordenstorm et sted langt ude i horisonten som glimter lidt engang i mellem. Foran dig ligger en stor skildpadde og pruster stille mens hun lægger 100-150 æg i det lune sand. No kidding, jeg var lige ved at tude! 
Næste morgen snød vi alle de slumrende turister og tog tilbage til stranden i solopgangen. Vi var virkelig heldige for vi fandt en enkel langsom skildpadde der stadig var i gang med æglægning. Og nu var det lyst så denne gang kunne vi få et billede! 

Nesting Green turtle 

Resten af den dag brugte vi i parken, både på en sti gennem junglen og på en kanaltur rundt på floden. Vi fik lov at opleve et rigtig regnskovsregnvejr og så en masse eksotiske dyr. En stor krokodille og små caimans (en lille ferskvandskrokodille). Det var ret sejt. 

Ret doven krokodille

Ret giftig slange

Ret flot tukan 

Ret irriterende abe

Næste morgen blev vi vækket kl 5 af en flok brøleaber, som lige synes de skulle sige godmorgen fra træet lige ude foran vores dør. Tak jungle - tusind tak. Jeg ville mægtig gerne uploade et videoklip af den smukke lyd, men den kommer senere. 

Fra Tortugeuro tog vi endnu dybere ind i junglen til Magasasay Lodge. Her kan man kun komme til efter 2 timers bumlende traktorkørsel af en mudret stejl landevej. Også er man så midt i junglen. Ingen wifi eller telefondækning. Ingen varmt vand men til gengæld dejlig stilhed og en hytte helt for os selv! Ingen andre dumme turister. 
Vi brugte ca 1 1/2 dag her og første dag gik turen af en meget smal og mudret junglesti til en lækker flod man kunne bade i. Super lækkert og isoleret. Der var en klippe hvorfra man kunne hoppe ca 2 meter ned i vandet. Super sjovt og det skal jeg da! Og jeg skal da filme det med mit GoPro kamera. Det skal jeg da! Jeg kan sagtens holde fast i det, når jeg rammer vandet. Fysikkens love gælder ikke for mig. Så hvad mon der sker, når jeg rammer vandet? Jeg kan selvfølgelig ikke holde fast i kameraet. Flot! Brugte jeg alt det smarte gear så det ikke blev væk? Nej?! Flot! Rigtig flot! Sank GoPro ned på bunden af floden? Ja?! Skide flot! 
Rimelig sur og meget frustreret over mig selv prøvede jeg at finde det ved at kigge ned gennem vandoverfladen. Heldigvis en meget klarvandet flod. Der hvor vi hoppede i vandet var det selvfølgelig mellem 3-5 meter dybt og der var massere af småsten. Et GoPro er heller ikke helt vildt stort.. Så at prøve at lokalisere det oppe fra overfladen er faktisk rimelig svært. Jeg ledte i godt en time i den kølige flod ved at træde vande og prøve at kigge. Det var virkelig øv og frustrerende. Hvorfor er jeg så dum at tænke, jeg kan holde fast i det? Men endelig! Der var et eller andet som ikke lignede en sten. Det kunne være det. Det måtte være det! 
Jeg prøvede at dykke ned efter det. Ingen succes. En af vores guides prøvede. Ingen succes. Altetisk pige fra Canada dykkede ned til bunden! Yes! Men var for langt fra det. Shit! 
Guiden fik en ide: en lang pind som kunne placeres ved kameraet, som man kunne holde fast i og dykke efter. Genialt! Vi fandt en, og jeg fik bugseret den hen til kameraet og prøvede forsigtigt at skubbe til det. Shit! Det var bare et blad! Shitshitshit! De andre var ved så småt at gøre klar til at gå tilbage. Fu***** lorte røv! Hvordan kan man dog være så dum at tabe det skide kamera! Var rimelig meget ved at miste modet, og tænkte at jeg måske kunne få lov at gå tilbage efter frokost og lede videre. Men pludselig får jeg igen øje på noget der ikke ligner en sten. Kunne det være rigtig den her gang? Var det mon virkelig det? Jeg havde sagt, jeg var 90% sikker før, så hvor sikker var jeg nu? Jeg kiggede og kiggede. Ok, denne gang er jeg 99% sikker! Helt sikkert ikke en sten, medmindre stenen har en linse! Jeg fik overtalt de andre til et sidste forsøg, så fik skubbet den lange gren ned til kameraet. Forsigtigt skubbede jeg. Det var det!! Jeg havde fandme fundet det lille (lorte!) kamera! Hvad er oddsene!?!? (Både for at være så stupid at tabe det også være så pisse heldig at finde det!). Den yngste i selskabet kom mig til undsætning og dykkede ned langs grenen, og han fik satme fat i det. Så let som ingen ting! Jeg må være født under den klodsede men heldige stjerne!
Jeg gav kvajebajer til hele flokken den aften...

Samme dag gik jeg en lang hike alene, for indtil videre er det nogle meget små ture vi har været på, og når man er vant til at bevæge sig meget, var jeg ærlig talt ved at føle mig meget stivbenet. Så jeg fulgte traktorvejen og travede under en meget varm sol ca 15 km. Jeg var rimelig færdig, da jeg kom tilbage! Om aftenen tog vi en "nat"tur (dvs bare i mørke - ikke nødvendigvis nat) og fandt en masse seje frøer. Bl.a red-eyed frog som er ret cool!


Eksotisk frugt pause. Kaldes Mamon og smager sygt godt! 


Varm junglevej

Nu er vi kørt til La Fortuna, som er en meget turistet by der ligger lige ved foden af Arenal Volcano. En stadig aktiv vulkan. Den ryger faktisk en smule! Ret sejt! I går aftes kørte vi ud til en hot river (samme koncept som en hot pool bare en hel flod med 35 graders varmt vand), og sad og drak et par øl i det varme vand og nød den mørke jungle omkring os. Det var super sejt! Vores guide fortalte os, at tilbage i 1960'erne var floden kold som normale floder er, men efter et stort vulkanudbrud i 1968 har floden været varm pga vulkansk aktivitet. Det er altså ret vildt!! (Geologinørden i mig er ellevild i det her område) 
Det meste af jungledelen af turen er nu slut, og vi starter en uge med flere adventure aktiviteter. I dag har jeg klatret rundt i en grotte sammen med en stor flok flagermus. Klatret som i: ned på alle 4 og kravl gennem det her vandløb, eller orm dig i gennem den her snævre gang. Det var super sjovt og meget nervepirrende en gang i mellem! Der var desværre heller ingen Gollum her, selvom vi fandt et par små fisk.
I morgen står den på rappelling og klatring gennem junglen, og når vi tager videre til Monte Verde på torsdag skal jeg ud på en stor zipline bane og svinge gennem junglen som tarzan. Det glæder jeg mig helt vildt til! 
 
Ellers er jeg også ved at glæde mig til at komme "hjem" til Californien og fordøje hele min sommer. Der er virkelig sket mange ting, og jeg har rigtig mange billeder og oplevelser, jeg skal gå i gennem! Og måske lidt videoklip.. Det bliver hvert fald skønt at komme tilbage til velkendte omgivelser, rent tøj og en blød seng! 

Udsigt til Arenal fra hotellets pool

Mærkeligste insekt ever !


13. august 2014

Yellowstone

Så fik jeg klaret en fantastisk hike i Yellowstone! Og jeg er slet ikke færdig med det sted kan jeg godt mærke!

Turen startede med et fly fra Seattle til Bozeman som er Montanas største eller mest brugte lufthavn i hvert fald. Det tænkte jeg ikke det store over før aftenen før afgang, da det slog mig, at jeg jo er i USA og ikke Europa og nogle ting fungerer bare anderledes herovre. Så sådan noget som offentlig transport fra "den største lufthavn i staten" ind til byen, det skal man ikke regne med! Lettere panisk (og irriteret) fik jeg googlet mig frem til, at der så sandelig ikke var noget som helst a la busservice indtil Bozeman fra lufthavnen, og da jeg var booket ind på et af de billigere moteller var der heller ikke nogen shuttlebus. Bozeman har ét taxi selskab og i følge google, så kan de tage hvad som helst for at køre en strandet europæer ind til byen. Jeg fik dog klaget min nød til Kevin, guiden til vandreturen, som i forvejen ville hente mig på motellet inden briefingmøde, og han fattede vist sympati for den ignorante turist og kom ud og hentede mig i lufthavnen. Det er virkelig ikke let at lave noget som helst uden en bil her !!
Jeg kom dog heldigvis frem og blev indlogeret på mit lowbudget biker motel - sidste nat med toilet og blød pude!

Tidligt næste morgen kørte vi afsted til Yellowstone. 5 hikere og en guide. Alle fra Texas undtagen mig. Turen op til og i gennem parken var ret kedelig for der lå tyk tåge over de fleste bjerge, og alle var lidt bekymret over vejrudsigten der viste lidt ustadigt vejr de næste dage. Men da vi stoppede ved Lone Star Geyser trailhead og begyndte at trække taskerne på klarede vejret op til strålende sol og blå himmel - perfekt! Efter en kort introduktion til den obligatoriske Bear Spray (Eftersigende noget a la 1000 gange stærkere end peberspray - vi kom heldigvis ikke til at benytte dem) begyndte vi turen ind i vildnisset. 
På første del af ruten skulle vi have set Lone Star Geyser i aktion, men vi var desværre 15 min forsinket, så den var allerede "afdampet", da vi kom frem. Stien fortsatte gennem meget øde og stille skov, og selvom alle spejdede ihærdigt fik vi ikke set nogen bjørne - øv! 
Efter en lang 10 mile hike med et par skrappe stigninger (alt er en del hårdere med 15-20 kg på ryggen og i 8000 fods højde!) kom vi frem til vores første campsite på den sydlige spids af Shoshone Lake. Det lå meget isoleret, og vi havde det lille campsite helt for os selv. Søen var helt stille og klar, og det var et ret fantastisk sted! Og efter en hel dags vandring var en svømmetur i søen lige det man havde brug for! Jeg blev også lige nødt til at bevise, at jeg var en ægte "viking" fra Skandinavien. Jeg syntes sådan set, vandet var ret lækkert (har oplevet koldere søer i Sverige) men det lykkedes mig ikke at få lokket de andre til en dukkert. 

Shoshone Lake

Flot udsigt mens man "netter sig"

Efter delikate chicken fajitas lavet på et lille gasblus var der bare tilbage at nyde stilheden og solnedgangen og pleje de trætte fødder, inden al mad og "parfumerede" genstande (hvilket vil sig tandpasta og solcreme da vi havde fået at vide til briefing at deodorant osv var ligegyldigt at tage med - yep vi har helt sikkert haft en skøn odeur sidst på turen) blev pakket i poser og hejst 3-4 meter op på en bear-pole, en pæl mellem to træer, i sikker forvaring natten i gennem. Mens de andre gik i teltene, blev jeg siddende lidt tid ved søen og ventede på at kunne se stjerner, men "desværre" var det fuldmåne den aften og den lyste alt for meget til at kunne se mere end Karlsvognen og Nordstjernen. Det var til gengæld meget stemningsfuldt at sidde alene ved bredden af en stor stille sø, med en fuldmåne der står op over nåleskoven og spejler sig i det mørke vand, og det eneste man kan høre er en sær boblen fra det nærliggende gejser basin. Det var noget nært magisk! Også pludselig kommer der en mystisk skvulpen og plasken et eller andet sted langs søen, også gik jeg op til mit telt og de andre!

Solnedgang over Shoshone

Vi startede anden dag med tur rundt i Shoshone Geyser basin. Det var et meget syret landskab der mere mindede om en nuclear hazard zone end et "fredeligt" landskab (fredeligt er så meget sagt, det er dog en aktiv vulkan). For det første var der er en dunst af rådne æg fra al den svovlbrinte som dampede op fra undergrunden. Vegetationen var meget sparsom med nogle små krøllede fyrretræer og meget lysegrøn mos, og hele vejen rundt om den tynde sti var det ene turkise, dampende eller boblende vandhul efter det andet. Hist og her spruttede små gejsere damp op i ny og næ. Jeg har desværre ikke billeder på min telefon af det her område, så det kan man have til gode. 
Men det var en meget vildt område, og super fedt for vi var de eneste der var der, og der var ikke noget med fine træbelagte stier (som det er i den "turistede" del af Yellowstone) med gelænder. Trådte du ud for stien her, ville du ryge ned i et hul med kogende vand.. (Der er desværre historier om folk der trådte forkert i det område).

Dagens hike forsatte af Bechler River trail og startede med en meget stejl stigning. Der blev prustet en del! Men går man op, må man nødvendigvis gå ned igen på tidspunkt. Så efter den lange stigning gik det stødt nedad, så vi kom ned og gå i Bechler River Canyon. Det var en flot sti der snoede sig langs med floden med masser af små broer (tykke træstammer lagt strategiske steder) og vandfald. Dagens etape var den længste og vi kom op på en 13-14 miles i alt (give or take). Vi ankom ret sent til vores campsite og alle var ret flade. Det var til gengæld overraskende at komme frem til vores campsite som lå op til kløftens klippevæg, og finde ud af at man har udsigt til et kæmpe vandfald som ikke var afmærket på kortet. Noget mystificerede var vi, men nød den flotte udsigt. 


Udsigt fra campsite

Hård konkurrence mellem "bedste toilet udsigt"

Vi startede tredje dag med at tage et dejlig varmt bad! Oh yes! Er par mil fra campen på en sidesti til Bechler trail ligger et hotspot område med masser sf hot pools. Godt gemt væk fra turister og kun til at komme til hvis man vil gå en 25-30 mil for det. I det her område løber en kold flod ned til Bechler River og langs floden ligger alle hot pools'ene. De fleste er kogende og på ingen måde til at komme til, men lige et bestemt sted er der på en eller anden måde blevet dannet en stor runding i klippen op til floden, og fra den ene side løber iskoldt vand ind fra floden, og fra den anden løber der brandvarmt vand fra en varm kilde. I midten af poolen  er en luftsprække der konstant bobler luft op. Velkommen til Mr. Bubbles: Yellowstones største og mest luksuriøse udendørs wilderness spa! Vandet cirkulere rundt så der er cirka en temperatur på 30-35 grader (bortset fra kolde eller meget varme strømme). Det er nok det lækreste boblebad, jeg nogensinde har været i! Og det var virkelig fedt bare at ligge der og dase. Det eneste der manglede var en 6-pack iskolde øl! Det var lidt syret, når man overvejede, at det var på grund af den monster store aktive vulkan under en, at man kunne sidde der og slappe af. Men hvis den skulle være gået af der, tror jeg, vi alle sammen var gået bort som meget salige mennesker! 

Frisk og ren efter en tur i Mr Bubbles

Kogende hot pool man ikke kan bade i!

Sprængfyldt med fornyet energi!

Det var svært at tage sig sammen til at gå væk fra Mr Bubbles, men vi havde stadig en hike foran os. Dagens etape var dog en kortere af slagsen, selvom vi dog endte op på en 9 mil når turen til Mr Bubbles blev talt med. Nu var vi kommet ret langt ind i Bechler River Canyon, og der var mange store og flotte vandfald langs stien. Floden var dog også meget bred, og i forårssæsonen bliver den åbenbart så høj, at man ikke gider besvære sig med at ligge træstammer til at komme over - de skyller væk. Så vil man over floden, må man smide sko og strømper og trække i sandaler. Og så ellers håbe på at floden kun gik til knæet (ikke noget problem for mig selvfølgelig, men selv mine shorts blev våde i kanten på et af flodkrydsene). Det var meget adventure agtigt at vade ud i en bred flod med stærk strøm og så håbe man ikke mister fodfæstet eller rammer et dybt hul!
Første rivercrossing. Her kom alle tørt over.

Rivercrossing Selfie 

Voldsomt vand i Bechler River

Colonnade Falls

Sidste nat blev brugt i på et hyggeligt campsite ved floden, men desværre med masser af skov omkring og myggene der var forfærdelige! Der var en del myg på hele turen. Som i: bruger du ikke myggespray har du konstant 50-60 myg sværmende om dig, bruger du myggespray kan du gå ned til en 10-20 stykker. Jeg har rigtig mange myggestik, men tænker det er opvarmning til Costa Rica. Det var ved at være sidst på turen, og alle var ved at have ømme fødder eller vabler, så alle gik tidligt i teltene. Næste dag var også sidste stræk på 7 mil, og vi skulle helst nå til vejs ende (Bechler Ranger station) til en 11-tiden, så vi skulle tidligt op og afsted. 
Det meste af den sidste etape gik over en stor åben eng, og irriterende nok var der ingen dyr ude på den! Det eneste wildlife vi fik set på turen (ud over fugle og div egern) var en enkelt hjort og en odder. Ingen bjørne eller ulve - øv! Men masser af fede seismiske steder og utroligt flot landskab ! Og helt fantastisk at have det hele for sig selv. Vi havde strålende sol på hele turen, så alle de ustadige vejrmeldinger kan smutte! 

Bechler Meadow

Vi kom i mål på Bechler Ranger station, hvor vi blev hentet og kørt tilbage til Bozeman. Efter nøje at granske kortet fik vi talt sammen, at det i hvert fald blev en 40 mile vandretur. Not bad på 4 dage! Og det var helt fantastisk at komme tilbage på motellet og i bad! Det er næste højdepunktet for sådan en tur: at komme tilbage til civilisationen og finde ud af hvor fantastisk en pude egentlig er, og hvor lækkert det er at tænde for en bruser og gå i bad. Man sætter virkelig pris på tingene igen! Og mine fødder vil sætte pris på en uges dykning i Costa Rica, hvor de ikke behøver at gå så meget rundt..

Men, men, men jeg var ikke helt færdig med Yellowstone. Mit fly gik først 17:30 dagen efter (i dag, onsdag) og som før nævnt kan man ingenting uden en bil, så mine muligheder var enten: 1) hæng ud i den kedelig motellobby en hel dag og betal en dyr taxi til lufthavnen 2) betal dyr taxi og hæng ud i kedelig lufthavn hele dagen 3) lej en bil i 24 timer og kør til yellowstone tidligt om morgenen og direkte til lufthavnen. Der var selvfølgelig kun én fornuftigt løsning. 
Så 6:30 i morges checkede jeg ud fra Super8 motel og kørte op til Yellowstone. Nu vil jeg bare hurtigt se nogle af "turist" tingene. Allerhelst ville jeg gerne opleve Grand Prismatic Spring men den var desværre meget "dampet" og dampen lagde sig først hen på eftermiddagen. Man kunne dog godt fornemme farverne. Men kan da krydse Old Faithful og bøfler af listen! 

The Old Faithful Geyser

Grand Prismatic Spring

Buffalo Bill


Tror ikke Yellowstone har set det sidste til mig, men nu vil jeg gøre klar til eksotisk dykning og junglevandring i Costa Rica inden "ferien" slutter, og jeg vender tilbage til Californien og måske snart en normal dagligdag igen (not likely). 

6. august 2014

Roadtrip to the north

California --> Oregon --> Washington


Så er min lille uges roadtrip ved at være slut. Det har været en ret fantastisk tur med mange mil bag mig nu og mange bjergsving klaret. Jeg er blevet ret sej til små snoede bjergveje nu! I morgen (dvs onsdag hos mig) skal jeg aflevere min lille Nissan i Seattle, og jeg må dog indrømme at jeg ser frem til ikke at skulle køre bil igen lige foreløbig!

Jeg hentede bilen i downtown San Francisco og fik kæmpet mig ud gennem myldretid og 8-banede free-ways. Jeg kørte dog ikke nordpå med det samme, men tog et smut ned til Santa Cruz, hvor jeg havde et møde med mine kommende housemates om at underskrive kontrakt - så hurra jeg har et fedt sted at bo det næste år!!

Over Golden Gate Bridge

Herefter vendte jeg snuden mod nord og tog af Hwy 1 op langs den californiske kyst. Det er en virkelig flot kyststrækning med flotte klippeformationer og småbjerge. 
Den første nat brugte jeg på en lille campingplads i Fort Brag som er en lille umiddelbart ret kedelig kystby, der var meget tåget og kold da jeg ankom. Da jeg ikke har haft noget telt med mig, camperede jeg bare i bilen - dvs lagde forsædet så langt tilbage det kunne komme og lagde mig til rette der. Det er ikke umiddelbart noget der kan anbefales. Man sover ikke specielt godt på forsædet af en lille Nissan. 
Kysten fra Hwy 1

Dagen efter gik turen længere op af Hwy 1 som til sidst støder sammen med den større US 101 og går gennem Humboldt Nationalpark. Humboldt er tilholdssted for en meget stor og høj samling Red Oaks, og det var ret fascinerende at køre langs "Avenue of the Giants" som den så passende hedder, og se de gigantiske træer på begge sider af vejen. For en biologi- og palæonørd som mig var det en ren fest! Det er desværre lidt svært at se hvor store de egentlig var på det her billede, men de gode billeder ligger på et andet kamera, så i må nøjes med en teaser!

Yep - det er et drive-thru tree

Den aften kom jeg helt til Crescent City ved grænsen til Oregon, og med endnu en tåget og kold nat begyndte jeg lige at studere mit kort lidt nærmere. Jeg faldt over et område længere inde i landet der hed "Crater Lake", og det syntes jeg lød vældig spændende! Så om morgenen tog jeg tidligt afsted (man kan alligevel ikke snooze når man ligger på forsædet af en bil så man kan ligeså godt komme afsted) og kørte over grænsen til Oregon og en lille tur på 4 timer op til Crater Lake. Det var et helt vildt flot sted! Søen er dannet i et gammelt vulkankrater så den er meget dyb og meget blå og næsten kuglerund. Det er til gengæld en meget populær nationalpark, så der var fyldt med turister. Jeg fandt dog hurtigt en lille vandresti som var lidt længere end de normale og med en hårdere stigning, så den fik jeg næsten for mig selv. Stien gik op til det næsthøjeste punkt omkring søen så der var en fantastisk udsigt over søen og de omkring liggende bjerge. Lidt bekymrende var det dog at se indtil flere små røgskyer fra skovbrande i de omkringliggende skove. Jeg havde ellers tjekket aftenen før om der skulle være nogen i området (både Oregon og Washington har været plaget af meget voldsomme brande de sidste par uger), men der havde åbenbart været en tordenbyge om natten og lynene havde sat gang i en masse. De var dog under kontrol, fik jeg at vide fra andre hikere, så ingen grund til bekymring. Yeah right!

Crater Lake
Crater Lake wildlife 

Den aften sov jeg på et fantastisk motel på vestsiden af bjergene - Dogwood motel. Det var super billigt og lå virkelig flot med bjergskråninger og en lille flod. Der var ca 7 hytter og ejeren, som boede på stedet, havde en fiskedam med store karper i baghaven og masser af blomster rundt om på grunden. Det var et meget eksotisk og idyllisk sted! 

Min plan var egentlig at vende tilbage til kysten, men der var bare så mega flot i bjergene at jeg hellere ville bruge tiden herinde. Jeg er blevet ret sej til at køre på små smalle og snoede bjergveje! 
Jeg fandt et område på kortet på østsiden af bjergene der hed "Newberry Volcanic Monument", og det fik jo straks mig til at køre den vej. 
Det var et knap så storslået flot som Crater Lake, men højdepunktet var helt klart en lille vandresti som gik gennem en gigantisk bunke sorte glassten (obsidian hvis man er sten-interesseret), som er dannet under det sidste udbrud (vulkanen er ikke længere aktiv). Det var en fed gåtur og man følte det næsten som at gå gennem Emyn Muil - bare uden Nazguls og Gollum (desværre).
Stenbunke vs skov
Emyn Muil

Næste dags attraktion var Mount Hood som ligger oppe i det nordlige Oregon ikke langt fra Washington. Det er vist den højeste tinde i Oregon med gletsjere på toppen. Med totalt blå himmel som baggrund ser det ret flot ud! 
Hood er dog også et meget populært camping spot for den almene amerikaner, og jeg kom der på en lørdag så stedet var meget pakket! Det tog lidt af fornøjelsen desværre når man konstant skulle undgå børn på mountainbikes og små irriterende hunde. Det blev ikke til så meget hike deroppe da jeg havde en lille køretur foran mig. Jeg ville gerne nå et stykke op i Washington, så jeg var tæt på Mount st Helens, hvor jeg gerne ville bruge det meste af en dag. 

Mount Hood

Jeg kom også tidligt afsted den næste dag og var ved st Helens tidlig formiddag. St Helens har nok helt klart været mit favorit sted. Det var simpelthen så vildt at se, hvor stor en effekt det sidste udbrud har haft. St Helens er en aktiv vulkan som sidst var i udbrud i 1980 så landskabet er stadig meget mærket af det. I en omkreds af ca 5-10 miles omkring krateret ligger alle træstammerne stadig som de blev væltet og i søen foran bjerget ligger der stadig kæmpe øer af tømmer. Det var ret stærkt at stadig kunne se og få fornemmelsen af , hvor stor en kraft sådan en vulkan kan have. Og nu ved jeg ikke om det bare var et lille stenskred eller hvad, men jeg et par gange spottede jeg en lille røg eller støvsky fra toppen af krateret - dadadadaaaam.. Der skete selvføgelig ikke noget, men ret spændende! 
Jeg fik taget mig nogle gode hikes i området. Den første virkede dejlig nem og var kun 2 mile roundtrip ned til søen og tilbage op igen. Dvs ca 1.5 km ned og 1.5 km op. Det er jo intet problem! Jeg havde dog lige overset den lille detalje at på de sidste 1 km var der altså en stigning på næsten 1000 fod (300 meter - ja jeg øver mig stadig på alle disse omregninger) og i fuld sol og 35 graders varme blev det ret så ubehageligt!! 
No kidding ..
Mount st Helens
Bare endnu et flot bjerglandskab

Det sidste bjerg på min fanatiske natur-roadtrip var Mount Rainier. Det vist det højeste eller deromkring i Washington og har sne på året rundt og en kort sommersæson for vandring. Det er et meget fotogent bjerg og jeg har efterhånden fået fyldt mit kamera til randen med bjergfotos! 
Men jeg tog en hike som virkede som en ganske harmløs rute, hvilket den også var udover at man pludselig skulle over et lille stykke med sne! Her var jeg ikke helt gearet op til lejligheden da jeg bare er gået rundt i mine sandaler den sidste uge.. Men der var ret sjovt at så i en snebunke i shorts og sandaler og med fuld sol, blå himmel og 30 grader. Meget mærkeligt vejr man får på de bjerge!
Mount Rainier
Sne på ruten
Smeltevandssø

Men jeg endte med at bruge ca 1 1/2 dag på Rainier, da jeg blev tilbudt af en sød park Ranger, at jeg kunne sove i deres gæsteværelse. Det var super fedt for så behøvede jeg ikke køre ned fra bjerget, og han viste mig rundt på nogle gode stier. Også var der gode bjørnefortællinger om aftenen fra de andre Rangers. 
Og nu er jeg så i Emunclaw som er en lille by ca 1 times kørsel fra Seattle. I morgen skal bilen afleveres, og jeg skal ind til civilisationen igen og lade op med en masse Starbucks kaffe inden jeg tager tilbage ud i vildnisset i Yellowstone nationpark..
Stor fan af moteller med pool