California --> Oregon --> Washington
Så er min lille uges roadtrip ved at være slut. Det har været en ret fantastisk tur med mange mil bag mig nu og mange bjergsving klaret. Jeg er blevet ret sej til små snoede bjergveje nu! I morgen (dvs onsdag hos mig) skal jeg aflevere min lille Nissan i Seattle, og jeg må dog indrømme at jeg ser frem til ikke at skulle køre bil igen lige foreløbig!
Jeg hentede bilen i downtown San Francisco og fik kæmpet mig ud gennem myldretid og 8-banede free-ways. Jeg kørte dog ikke nordpå med det samme, men tog et smut ned til Santa Cruz, hvor jeg havde et møde med mine kommende housemates om at underskrive kontrakt - så hurra jeg har et fedt sted at bo det næste år!!
Herefter vendte jeg snuden mod nord og tog af Hwy 1 op langs den californiske kyst. Det er en virkelig flot kyststrækning med flotte klippeformationer og småbjerge.
Den første nat brugte jeg på en lille campingplads i Fort Brag som er en lille umiddelbart ret kedelig kystby, der var meget tåget og kold da jeg ankom. Da jeg ikke har haft noget telt med mig, camperede jeg bare i bilen - dvs lagde forsædet så langt tilbage det kunne komme og lagde mig til rette der. Det er ikke umiddelbart noget der kan anbefales. Man sover ikke specielt godt på forsædet af en lille Nissan.
Dagen efter gik turen længere op af Hwy 1 som til sidst støder sammen med den større US 101 og går gennem Humboldt Nationalpark. Humboldt er tilholdssted for en meget stor og høj samling Red Oaks, og det var ret fascinerende at køre langs "Avenue of the Giants" som den så passende hedder, og se de gigantiske træer på begge sider af vejen. For en biologi- og palæonørd som mig var det en ren fest! Det er desværre lidt svært at se hvor store de egentlig var på det her billede, men de gode billeder ligger på et andet kamera, så i må nøjes med en teaser!
Den aften kom jeg helt til Crescent City ved grænsen til Oregon, og med endnu en tåget og kold nat begyndte jeg lige at studere mit kort lidt nærmere. Jeg faldt over et område længere inde i landet der hed "Crater Lake", og det syntes jeg lød vældig spændende! Så om morgenen tog jeg tidligt afsted (man kan alligevel ikke snooze når man ligger på forsædet af en bil så man kan ligeså godt komme afsted) og kørte over grænsen til Oregon og en lille tur på 4 timer op til Crater Lake. Det var et helt vildt flot sted! Søen er dannet i et gammelt vulkankrater så den er meget dyb og meget blå og næsten kuglerund. Det er til gengæld en meget populær nationalpark, så der var fyldt med turister. Jeg fandt dog hurtigt en lille vandresti som var lidt længere end de normale og med en hårdere stigning, så den fik jeg næsten for mig selv. Stien gik op til det næsthøjeste punkt omkring søen så der var en fantastisk udsigt over søen og de omkring liggende bjerge. Lidt bekymrende var det dog at se indtil flere små røgskyer fra skovbrande i de omkringliggende skove. Jeg havde ellers tjekket aftenen før om der skulle være nogen i området (både Oregon og Washington har været plaget af meget voldsomme brande de sidste par uger), men der havde åbenbart været en tordenbyge om natten og lynene havde sat gang i en masse. De var dog under kontrol, fik jeg at vide fra andre hikere, så ingen grund til bekymring. Yeah right!
Crater Lake
Crater Lake wildlife
Den aften sov jeg på et fantastisk motel på vestsiden af bjergene - Dogwood motel. Det var super billigt og lå virkelig flot med bjergskråninger og en lille flod. Der var ca 7 hytter og ejeren, som boede på stedet, havde en fiskedam med store karper i baghaven og masser af blomster rundt om på grunden. Det var et meget eksotisk og idyllisk sted!
Min plan var egentlig at vende tilbage til kysten, men der var bare så mega flot i bjergene at jeg hellere ville bruge tiden herinde. Jeg er blevet ret sej til at køre på små smalle og snoede bjergveje!
Jeg fandt et område på kortet på østsiden af bjergene der hed "Newberry Volcanic Monument", og det fik jo straks mig til at køre den vej.
Det var et knap så storslået flot som Crater Lake, men højdepunktet var helt klart en lille vandresti som gik gennem en gigantisk bunke sorte glassten (obsidian hvis man er sten-interesseret), som er dannet under det sidste udbrud (vulkanen er ikke længere aktiv). Det var en fed gåtur og man følte det næsten som at gå gennem Emyn Muil - bare uden Nazguls og Gollum (desværre).
Stenbunke vs skov
Emyn Muil
Næste dags attraktion var Mount Hood som ligger oppe i det nordlige Oregon ikke langt fra Washington. Det er vist den højeste tinde i Oregon med gletsjere på toppen. Med totalt blå himmel som baggrund ser det ret flot ud!
Hood er dog også et meget populært camping spot for den almene amerikaner, og jeg kom der på en lørdag så stedet var meget pakket! Det tog lidt af fornøjelsen desværre når man konstant skulle undgå børn på mountainbikes og små irriterende hunde. Det blev ikke til så meget hike deroppe da jeg havde en lille køretur foran mig. Jeg ville gerne nå et stykke op i Washington, så jeg var tæt på Mount st Helens, hvor jeg gerne ville bruge det meste af en dag.
Mount Hood
Jeg kom også tidligt afsted den næste dag og var ved st Helens tidlig formiddag. St Helens har nok helt klart været mit favorit sted. Det var simpelthen så vildt at se, hvor stor en effekt det sidste udbrud har haft. St Helens er en aktiv vulkan som sidst var i udbrud i 1980 så landskabet er stadig meget mærket af det. I en omkreds af ca 5-10 miles omkring krateret ligger alle træstammerne stadig som de blev væltet og i søen foran bjerget ligger der stadig kæmpe øer af tømmer. Det var ret stærkt at stadig kunne se og få fornemmelsen af , hvor stor en kraft sådan en vulkan kan have. Og nu ved jeg ikke om det bare var et lille stenskred eller hvad, men jeg et par gange spottede jeg en lille røg eller støvsky fra toppen af krateret - dadadadaaaam.. Der skete selvføgelig ikke noget, men ret spændende!
Jeg fik taget mig nogle gode hikes i området. Den første virkede dejlig nem og var kun 2 mile roundtrip ned til søen og tilbage op igen. Dvs ca 1.5 km ned og 1.5 km op. Det er jo intet problem! Jeg havde dog lige overset den lille detalje at på de sidste 1 km var der altså en stigning på næsten 1000 fod (300 meter - ja jeg øver mig stadig på alle disse omregninger) og i fuld sol og 35 graders varme blev det ret så ubehageligt!!
No kidding ..
Mount st Helens
Bare endnu et flot bjerglandskab
Det sidste bjerg på min fanatiske natur-roadtrip var Mount Rainier. Det vist det højeste eller deromkring i Washington og har sne på året rundt og en kort sommersæson for vandring. Det er et meget fotogent bjerg og jeg har efterhånden fået fyldt mit kamera til randen med bjergfotos!
Men jeg tog en hike som virkede som en ganske harmløs rute, hvilket den også var udover at man pludselig skulle over et lille stykke med sne! Her var jeg ikke helt gearet op til lejligheden da jeg bare er gået rundt i mine sandaler den sidste uge.. Men der var ret sjovt at så i en snebunke i shorts og sandaler og med fuld sol, blå himmel og 30 grader. Meget mærkeligt vejr man får på de bjerge!
Mount Rainier
Sne på ruten
Smeltevandssø
Men jeg endte med at bruge ca 1 1/2 dag på Rainier, da jeg blev tilbudt af en sød park Ranger, at jeg kunne sove i deres gæsteværelse. Det var super fedt for så behøvede jeg ikke køre ned fra bjerget, og han viste mig rundt på nogle gode stier. Også var der gode bjørnefortællinger om aftenen fra de andre Rangers.
Og nu er jeg så i Emunclaw som er en lille by ca 1 times kørsel fra Seattle. I morgen skal bilen afleveres, og jeg skal ind til civilisationen igen og lade op med en masse Starbucks kaffe inden jeg tager tilbage ud i vildnisset i Yellowstone nationpark..
Stor fan af moteller med pool
Det ser alligevel lækkert ud. Jeg ville gerne have været din Gollum. (:
SvarSlet