24. september 2014

Tilbage til Californien


Så er jeg "hjemme" i Californien igen. Det var en lidt sær følelse at afslutte en måneds rejse med ikke at tage hjem til København! Men det var virkelig rart stadig at blive hentet i lufthavnen og komme hjem til et forholdsvist velkendt hjem, en blød seng og et normalt måltid mad. Der var heller ikke nogen problemer med at komme i gennem immigrationen i Los Angeles med mit studievisum. Jeg vil dog ikke anbefale folk at lave flytransfer i den lufthavn med mindre man giver det mange timers lay-over! Jeg havde præcis to timer til at komme i gennem diverse checkpoints, og jeg nåede lige akkurat (løbende) hen til min flygate, da de begyndte at boarde! Men som altid er jeg jo heldig, selv når jeg er en smule uheldig, så jeg kom smertefrit gennem paskontrol, min taske kom frem til Sacramento, og jeg nåede alle mine fly. Længe leve de heldige væsener (og 7-9-13 for at det bliver ved!).

Den første uges tid tilbage gik egentlig mest med at lave ingenting, og det var jeg ret god til! Den første weekend jeg var hjemme igen tog mig og Jonette på en lille roadtrip til Santa Cruz fra fredag til lørdag. Jeg skulle ned og hente min husnøgle, og Jonette kunne bruge muligheden til at mødes med hendes chef Sharon. Vi overnattede i Sharons lille hytte oppe i Paradise Park i udkanten af Santa Cruz (Sharon bor der selv i et stort hus, har den lille hytte og er ved at købe et andet hus deroppe - der er andre slags penge i omløb hos hende!). Jeg fik også fornøjelsen af at møde Sharon, som er en meget imødekommende, livlig og dramatisk kvinde. Jeg fik også "fornøjelsen" af at møde nogle af de "ladys" som også bor i Paradise Park. Det var lidt som at opleve et live-show af Desperate Housewifes. Alle havde en eller anden højrøstet holdning eller mening om alt, og man havde selvfølgelig selv mest ret. Det var en meget spøjs gruppe mennesker! Yndlings citatet kom da der blev snakket om en hjemmeside, der kan lave DNA slægtsforskning, hvis du indsender en spytprøve eller et kindskrab (de tjekker hvor meget af din DNA, der stammer fra forskellige områder i verden - ret sejt sådan set). Men i følge en af damerne var det altså meget vigtigt, at man indsendte en prøve med celler fra kinden "fordi det er der alle cellerne med DNA sidder jo". Jeg slugte min stolthed, lod som om jeg ikke var biolog og gik en tur på toilettet!
Om lørdagen kørte Jonette og jeg ned til Monterey. Jeg skulle tjekke et dykkercenter ud og Monterey skulle være en rigtig hyggelig by. Hverken mig eller Jonette er dog særlig gode "by mennesker", så vi kørte lidt længere ned til Point Lobos State Reserve og gik en god tur. Det er en virkelig fin lille kyst statepark med nogle gode små stier. Kyststrækningen her i området er virkelig flot med rå klipper og høje bølger, og alt bliver ligesom peppet lidt op af at der ligger store fede søløver på klipperne, flyver pelikaner rundt om ørerne på en, og der er havoddere som svømmer rundt og spiser muslinger.



Point Lobos
Eventyrsti

Ugen efter vores lille roadtrip gik tiden ellers med at forberede "flytningen". Første prioritet var selvfølgelig at få fat i en cykel! Jonette havde en lex gammel mountainbike, der bare skulle have nye dæk og slanger, så den blev meget hurtigt køreklar! Og det var virkelig - virkelig! en fantastisk følelse at suse ned af landevejen på en testtur! Det havde virkelig været alt for lang tid siden, jeg havde siddet på en cykel, så at få vind i håret igen var virkelig rart! Og bevæge sig hurtigere end almindelig gang uden det koster benzin!
Så er høstsæsonen ellers godt i gang i Central Valley, hvilket også betyder at haven på Highway 4 er ved at være plukket. Der var dog stadig to blomme træer med masser af frugt, og dem synes jeg ikke lige at alle fuglene skulle have. Så det startede et par dages intens plukke/rense/tilberede blommer. Mine hænder var brune i flere dage, men nu er der til gengæld blommemarmelade og ca. 5-6 kilo tørrede blommer! Mums!

Blomme-fabrik

En anden vigtig ting der skulle ordnes, var indsamling af møbler. En tur op til hytten fik hurtigt klaret det mest basic (seng, bord, stol, lampe, reol) så jeg faktisk har kunne indrette mig i mit værelse i Santa Cruz. Til gengæld kan man jo ikke tage "hele vejen" op til bjergene uden en hike! Det ville jo næsten være blasfemi! Så vi mødtes med Jonettes veninde Jennie og tog en lille dagshike ved Duck Lake i nærheden af Lake Alpine. Det var en varm og støvet dag selv i bjergene (vi havde ellers håbet på lidt køligt vejr, da Central Valley legede med de 40 grader i de dage), men der var heldigvis lidt brise i ny og næ.. Det var en dejlig hike som gik både på skrænter og klipper og ned i meadows og omkring Duck Lake. Også er det altid skønt at være oppe i de stille bjerge, hvor man kunne hører vindens susen (og desværre i ny og næ en helikopter der suser rundt og spotter skovbrande). Stanislaus National Forest området har vist heldigvis været rimelig sparet for brande denne sæson, selvom der har været mange både længere nord og sydpå. Lige nu kæmper de vist stadig med en i Yosemite. Vi krydser alle fingre for en meget våd og regnfuld vinter!!!

Verdens stærkeste træ ?
Lavt til loften - højt til himlen

Også kunne jeg jo ikke forlade Central Valley uden lige at være lidt vin-kulturel! Så en lørdagmorgen kl 6 stod vi alle op og kørte ud til Jennie's søns lille vingård "lige i nærheden" (40 mins kørsel), for druerne var modne og skulle altså plukkes nu! Og hvem bedre til at gøre det end venner og familie?! Så omkring 10-15 mennesker var dukket op til store drueplukke dag også var det ellers på med hanskerne og ud mellem vinstokkene. Det var egentlig en ret sjov oplevelse - måske mest fordi det gav en øjenåbner for hvor meget arbejde der kan være i at lave vin! Dog lidt ærgerligt at jeg ikke kan smage hvad de lækre druer bliver til før om 5 år..
Efter at have rippet alle vinstokkene for klaser skulle druerne skilles fra stilkene. Jeg tænkte straks "åh gud, hvad har jeg dog skrevet mig selv op til?! Vi må have mindst et ton druer!". Men det skulle heldigvis ikke gøres i hånden! Det har man åbenbart maskiner til, så vi skulle "bare" læsse druerne i kasser og tømme dem ned i "the crushinator" som på en eller anden måde rev druerne af stilkene uden umiddelbart at ødelægge druerne. Det var lidt af et mysterium til mig, for det virkede ikke ligefrem som den mest følsomme maskine. Men højdepunktet blev dog da vi var færdige og "lønnen" kom på bordet. Ud over at få to virkelig gode flasker vin med hjem, blev der serveret en hjemmerøget svinesteg, som jeg er sikker på kunne få pulled-pork til at virke sejt!

Lidt druer klar til "the crushinator"

Nu er jeg så flyttet til Santa Cruz og har været her en halvanden uges tid. Og her er bare virkelig lækkert! Vejret er mere "normalt" end inde i Central Valley, så man kan faktisk holde ud at bevæge sig rundt. Det bliver dog ret køligt om aftenen, så det er allerede lykkedes mig at blive en smule forkølet. Flot klaret af en viking-blodet Skandinaver! Takket være Jonette og Ron har jeg kunne gøre mit værelse beboeligt fra start af, og mangler kun et par små ting for at gøre det hyggeligt til de næste 10 måneders tid. Jeg bor sammen med 4 amerikanske studerende som alle er i naturvidenskab. Så alle er ret nørdede i hver deres retning, og de ved hvad celsius og meter er! (Hvilket er virkelig fantastisk for feet, pounds og Fahrenheit giver ingen logisk mening!!). Alle er også rigtig glade for at vandre og være ude i naturen, så der er gode muligheder for små vandreture i ny og næ. Jeg tror, de bliver rigtig sjove at bo med, og huset er virkelig lex!

Sådan ser værelset ud lige nu
Jeg sover på "1 sal"
Vores hyggelige køkken
Huset fra vejen. Jep, jeg har en veranda! 
Og en lille køkkenhave med broccoli og auberginer

Santa Cruz er en sjov blanding af rige amerikanere, hippier, hjemløse og en stor flok studerende, og det har både gode og dårlige sider. Der er rigtig meget fokus på økologi og lokal produktion, og hele året rundt er der grøntsagsmarked onsdag og lørdag som sælger lækre friske produkter. Til gengæld er alt en smule til overpris.. Santa Cruz er egentlig ikke den største by, men alle de små byer langs kysten er mere eller mindre ved at vokse sammen, så den virker ret stor på et kort. Men downtown er egentlig bare en enkel gade og et par sideveje. Jeg har dog flere gange nu faldet i "nårh det er bare lige et gader nede" fælden, hvilket har resulteret i nogle meget lange cykelture! Men når vejret og udsigten er god, gør det ikke så meget.
Jeg bor nu i et hus i nordvest-delen (wuuuh Nordvest!) i et stille boligkvarter og det tager mig ca. 5 min at cykle ned til downtown (ned!). Det er et rimelig bakket område og bakkerne her er ret stejle! De små bump vi har i Danmark kan godt smutte hjem.. Campus er kun 5-6 kilometer fra mig, men det er virkelig en cykeltur fra helvede! Forestil dig at køre op af Valbybakke fra alle 4 sider 2-3 gange. Så er den ved at være der! Det lyder overdrevet men nej! Min første tanke var også: "slap dog af, det er jo bare en bakke. Hvorfor er de studerende så dovne og tager bussen - tsk!" Men jeg var ikke særlig kæphøj på min første tur op. Det er en seriøs vild bakke! Tager 30-40 min at komme op til campus, og man er fuldstændig gennemblødt når man kommer op (ja man, ikke kun mig). Der er dog op til flere bade omkring på campus, så der er mulighed for at man ikke skal stinke hele dagen.
Vejen hjem er dog sjov! Tror det tog mig ca 5-7 min, og jeg trådte kun i pedalerne én gang, og det da jeg skulle i gang efter at stoppe for rødt i et lyskryds. Jeg har købt en cykelhjelm nu!
Også er Santa Cruz virkelig en flot by! Jeg er kun 5 mins gang fra havet, så mine løbeture har virkelig ændret karakter. Og bare 10-15 mins cykeltid længere op af kysten ligger en lille nationalpark (Wilder Ranch State Park), som jeg kørte op til her den anden dag. Planen var egentlig at stille cyklen og gå rundt på nogle af stierne, men jeg for lidt vild og det endte ud med en meget lang mountainbike tur! Det var faktisk ret sjovt, men liiiidt nervepirrende da det ikke lige er noget, jeg har gjort så meget før, og på det tidspunkt havde jeg ikke fået købt en cykelhjelm. Jeg kom dog helskindet hjem!

Wilder Ranch State Park 
Frokost i Wilder Ranch

Og selvom turen op til campus er virkelig ond, så er udsigten deroppe fra virkelig fantastisk! Og det meste af campus ligger i Redwood skov, så man går gennem skov når man skal rundt mellem bygningerne, også er der hjorte, vaskebjørne og egern over det hele. Det er et virkeligt flot område det ligger i. Oven i det er der gratis fitness - yeah! Også bliver det tilbudt billige dykkerkurser og der er en god dykkerklub - dobbelt op på yeah! Så jeg håber lidt på at kunne opgradere til Dive-Master, mens jeg er her!
Men det er virkelig et lækkert sted, og jeg tror, jeg får rigtig mange fede oplevelser her. Alt andet er næsten umuligt! Når man ligger i sin seng om aftenen og man kan høre søløver gø nede fra havnen? Så kan det vist ikke blive mere cool!

Nårh jo - vi har et kæmpe avocado træ i haven. Det blev mere cool !!

I morgen starter et par dages intro for udvekslingsstuderende på campus, også starter kurserne ellers i slutningen af næste uge. Jeg glæder mig til at komme i gang nu! Det har været en meget lang, men super fed ferie !!
Udsigt over Monterey Bay fra campus
En lille havodder

Cykeltur på West Cliff Drive
Natural Bridges State Park
Morgen løbetur 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar