12. december 2016

Sde Boker - Midreshet Ben-Gurion

Jeg har nu været i Sde Boker i lidt over en uge. Det var jo meningen at få lavet en hel masse laboratorie arbejde og få de sidste prøver, som vi ikke nåede i sommers, analyseret.
Men der har selvfølgelig været alle mulige issues med maskinen som vi skal bruge til det, så hele sidste uge gik bare med at få den kalibreret, så vores data bare gav nogenlunde mening.

Et par Ibex'er på tur på campus

Solnedgang over Negev ørkenen

Så med alt det arbejde, synes jeg det var på sin plads at tage en på en lille vandretur i lørdags (det var dog weekend!). Sde Boker ligger et utrolig smukt sted i ørkenen med udsigt over en stor kløft. En af Israels "grundlæggere" (Ben Gurion) ligger begravet her, for som en fortalte mig her "He was a very humble and modest man, he lived in a tiny little hut out here in the desert, and so he wanted to be buried here as well". Så nu ligger han begravet med den skønneste udsigt ud over Negev ørkenen. Humble man indeed!

Udsigten fra Ben Gurions gravplads.

Men der er selvfølgelig en masse små vandrestier blandt klipperne og ørkensandet. Der er endda en lille National Park i bunden af kløften da der findes en naturlig kilde og dermed en skøn lille oase. Vand i ørkenen - det må jeg se! Vejret var perfekt lunt sommervejr så det skal man jo bestemt ikke klage over her i midt December.

Summer in December
 Så jeg gik ned af den meget stejle kløft og er jo heldigvis i god træning fra 4-mile trail (og med lidt inspiration fra Ibexerne), så det gik kækt nedad! Når man først er nede i dalen er det hele rimelig fladt, så turen til kilden var ganske nem, og som man kom tættere på kom der da også flere træer og buske og til sidst en lille "flod".
Det var en super flot tur gennem kløften med de gule sandstensvægge og med gribbe cirklende over en. Meget stemningsfyldt. 

På vej til Oasen

Efterårsfarver
Og om man ikke fandt et lille "vandfald" for enden af stien? Der var ikke super meget vand i det, men det faldt da så det ryger vel ind under kategorien.

Måske nærmere et "vand-dryp" og ikke vandfald




Jeg nyder en meget anderledes December i år, selvom jeg frygter lidt for den kolde tyrker (bogstaveligt talt) den 23 når den står på masser af jul og gråt vejr. Men så er det godt at der er marcipan og leverpostej til at klare den gennem skærerne !







21. november 2016

Det travle studieliv

 Det efterår fløj bare afsted! Dette bliver et kortere indlæg og kommer lidt senere end det var tænkt…

Jeg har haft super travlt på studiet, hvor der skulle forberedes feltarbejde, klares lab-arbejde, læses til et kursus, planlægges tur til Israel og alle de andre små ting som at søge legater, læse artikler, spise og sove og selvfølgelig tage et par smut til Yosemite !

Efter al vandringen i September var det med at komme tilbage på skolebænken. Jeg fik nemlig fint besøg fra DK, så måtte hellere komme foran med alle pligterne så der var tid til at lege turist!
Emilie kom forbi i Oktober og vi tog en tur til bjergene og måtte jo selvfølgelig lægge vejen forbi Yosemite! Der var heldigvis ikke sne endnu, så vi kunne tage den nemme tur til Glacier Point (køre derop) og få tid til at gå til Taft Point og Sentinel Dome.


Tilpas cool til Yosemite

Næsten til kanten ved Taft Point

Ved Lake Alpine var der dog kommet sne og turen op til Wheeler's Ridge blev klaret halvt i mudder og halvt i sne. Men udsigten ud over Seirras derfra er ikke til at klage over.
Det blev også til en tur til San Francisco og til vidunderlige Big Sur, men det må man høre om en anden gang!

Wheeler's Ridge
Bro-selfie selvfølgelig!

I November blev det tid til feltarbejde i Carlsbad igen (og forhåbentlig sidste gang!). Det blev en interessant affære!
Vi startede ud med en prognose for dønninger der sagde 5-10 m ! Ikke just idealt når man skal ud og dykke. Så blev én af mine 3 dykkere syg, så vi kun var tre i stedet for fire til at arbejde. Hmm ok, det kan stadig klares. Så vandt Trump præsident valget, hvilket gjorde os alle sammen lidt syge. Så blev endnu en dykker syg (ikke kun pga Trump selvom det også havde været god nok grund), så vi endte med kun at være Jacque og jeg til at klare dykkene. Yirks! 2 dykkere til at klare 4-mands arbejde. Vi endte med en 20-25 dyk hver på fire dag. Sigtbarheden var noget nær nul og det var umuligt at holde sig stille i vandet pga bølgerne, men vi endte med at få det klaret! Det tog så en uges tid før jeg holdt med at gynge frem og tilbage og energi niveauet var tilbage til normalt.

Det skøre blik når man kører på reserverne

Delfiner kom og hjalp til

Fordybet i arbejde

Og efter en gang i felten var det tid til endnu en tur til Yosemite. Alle gode gange tre. Det har været et herligt quarter i forhold til det: Yosemite i September, Yosemite i Oktober og man sku' da være et skarn hvis man ikke også lige tog Yosemite i November!
Jeg fik nemlig endnu et fint besøg fra DK !
Denne gang måtte vi dog gå op til Glacier Point og nyde udsigten i bidende frost-kold vind. Men den er jo det hele værd!

Friske typer på toppen



Og man bliver jo nødt til at køre ud og nyde udsigten når den ser sådan ud i Santa Cruz:



Og nu står den så på arbejde i Israel. Der er sket meget de sidste par måneder !


19. september 2016

Man skal vandre før man kan arbejde

Efter en lang sommer med masser af arbejde, utrolig meget ørken og meget få træer vendte jeg tilbage til Californien uden at være helt klar og veloplagt til et nyt studieår.
Så naturligt nok vendte jeg straks næsen mod the Sierras.

Der blev startet ud med et par afslappende dage i hytten med fantastisk kajakvejr på Union Reservoir, brændehugning til vinterens lager og rødvin og dominospil med Jonette, Karen og Jeanie.


Træer vil vokse overalt. Selv på sten..

Brændekastning

Det blev hurtigt efterfulgt af en tur til Kings Canyon og Sequoia National Park. For vi er ikke alle lige gode til at sidde stille særlig længe. Med Karens van pakket til randen med telte, soveposer, rødvin og snacks drog vi ud i vildnisset.
Første dag kørte vi ind til Kings Canyon, som mindede om et mini Yosemite. Der var dejlig tomt for mennesker, da det tager 1.5 time at komme helt ind i bunden af dalen. Det var til gengæld en super flot køretur på en snoet bjergvej med flotte bjergudsigter og vildt flot geologi (ja nogen af os synes jo den slags er også er spændende).

Kings Canyon
Sej geologi. Mange års æltning af sten og magma
Med udsigt over Sierras
Efter Kings Canyon kørte vi til Sequoia. Navngivet efter de mange Giant Sequoias i området. Her var der noget mere befærdet med turister og folk der campede i den "vilde" natur (indsæt her billede af en typisk buttet amerikaner der med en dåseøl i hånden vralter til toilet - med rindende vand - iført army bukser, lommelygte og en stor dolk. Tænk hvis man skulle kæmpe mod pumaer på vej til tønden!).
Det er altid en fornøjelse at se Sequoias. De er så dybt imponerende at stå ved siden af og kigge op mod kronen næsten 100 m over en. Man får en meget ydmyg følelse af, at ens 26 år egentlig ikke betyder så meget ved siden af 2000 år massivt og stillestående træ.

General Sherman
Man føler sig så insignificant ved siden af en Sequoia
Vores sidste dag kørte vi ind til Mineral King som er et isoleret område inde i Sequoia. Kun 40 km væk fra hovedvejen, men på en lille snørklet vej så turen ind tog 1.5 time.
Her var der musestille da der ikke er tilladt campingvogne eller RV's (også kendt som private ferie busser), så vi var mere eller mindre kun "rigtige" campere.
Mineral King Valley var selvfølgelig også utrolig smuk og jeg har fået tilført mig indtil flere længere backpack ture til min to-do liste.
Vi vendte dog bilen tilbage mod dalen og hjem til en velfortjent bad efter 3 varme og støvede dage.

Mineral King Valley

Lille hus eller stort træ ?

Yosemite
Jeg vendte tilbage til Santa Cruz og prøvede at komme tilbage til det der "arbejde", som alle hele tiden snakker om. Det blev til en kort lille uge, som jeg primært brugte på at flytte mine ting fra mit kontor tilbage på mit værelse på Dufour, flytte fra mit gamle kontor til mit nye kontor (nu med vindue og ægte lys!) og prøve at få nogenlunde styr på (eller i det mindste en ide om) hvad der skal ske de næste par måneder.
Men så blev den heller ikke til mere før den lille sorte Subaru blev vendt mod Sierras igen. Denne gang en rigtig stroppetur uden rødvin!

Med Wilson ved min side kørte vi tidlig fredag morgen mod Yosemite og Tuolumne Meadows. Nu stod den på backcountry wilderness og massere af kilometer med en taske på ryggen.

Yosemite
Vores rute i pink

Fredag eftermiddag startede vi på det første stykke ind til Sunrise Camp. Det blev en skrap start med 14 km vandring, en stigning på 500 m og kroppe der var meget vant til iltindholdet i luften ved havet. Men turen gik forbi Cathedral Lakes og op på bjergrygge med imponerende udsigt over granitbjergene.
Vi ankom til Sunrise Camp ved solnedgang og slog vores telt op i mørke og spiste vores middag mens fuldmånen stod op over bjergtoppene.

Cathedral Lake
Anden dag blev en dejlig nem dag. Med små 16 km gik vi ned fra næsten 3000 m højde ned til Merced Lake på 2000 m højde. Vi ankom sidst på eftermiddagen til søen og slog lejr i ro og mag. Der var endda tid til at tage en iskold dukkert og vaske det værste sved og støv af.
Desværre havde en lille vabel på min hæl i løbet af dagen vokset sig stor og klam. Vi havde snakket om at prøve at nå ud på tredje dagen, selvom turen egentlig er mere egnet som en 4-dags tur. Men nu med en ukampdygtig fod blev det mere tvivlsomt. Vi blev enige om at sætte det som mål at komme ud dagen efter, men at se tage stilling til muligheden som dagen gik - vi havde jo mad nok til en dag ekstra alligevel.

Merced Lake
Når huden falder af er det aldrig et godt tegn

Ingen rigtig hike uden et bål!

Ikke meget baggrundslys til at forstyrre nattehimlen

Med et bjerg af plaster på min hæl fik jeg forsigtigt smøget min fod ned i min vandrestøvle og vi bedrog os ud på hvad der skulle blive en rekord lang tur for os begge to!
Dagen startede skønt ud med en stigning på næsten 700 m på de første 5 km. Efter at have akset og bakset det meste af formiddagen på en stejl og stenet bjergside begyndte det endelig at blive en lidt mere gradvis stigning. Vi fandt os et perfekt sted at spise frokost ved siden af et lille vandløb med et lille vandfald omgivet af grønne bregner og blåbærbuske. Her besluttede jeg, at det var på tide at give vandrestøvlerne op og fortsætte i klip-klapperne - hellere trætte og ømme fødder end at hvert skridt skal være smertefuldt.

Merced Lake bliver lille fra bjergtoppen


Perfekt frokostspot.
Efter 14 km var vi endelig ved at være på toppen af passet. Stien slog et sving og pludselig var vi i en stor åben eng omkranset af de hvide granitbjerge. Et lille vandløb snoede sig i gennem men ellers var her helt stille og tomt. Så stille at man næsten ikke vil trække vejret i frygt for at lave for meget larm. De høje bjerge, blå himmel og uberørte natur fik en til helt at glemme de ømme støvede fødder og bare blive helt vildt glad for, at man lige i det øjeblik var lige præcis der, hvor man var!





Vi ramte passet og stien begyndte nu at gå ned ad igen. Vi havde vandret knap 1000 m op og nu skulle vi til at miste lidt elevation igen. Efter at komme forbi et skilt med "Tuolumne Meadows - 6.4 miles", blev vi enige om at vi godt kunne komme helt ud. Det var godt nok ved at være sidst på eftermiddagen, men tanken om en blød seng var meget tillokkende.
Så vi fortsatte stædigt nedad. Klokken 6 holdt vi en pause og lavede en kop kakao med et skud whiskey og delte en koffeinpille for et ekstra lille pift. Selvom der stadig var en del mil tilbage, var vi nu ikke længere i "wilderness zone" og vi kunne ikke bare slå lejr hvor som helst. Vi skulle altså ud.
Klokken 7 begyndte man at blive ret træt og benene kørte på automat gear. Klokken halv otte fandt vi vores pandelamper frem. Vi var nu nået ned til Tuolumne Meadows igen - nu skulle vi bare hen til bilen! Efter en time gennem mørket kunne vi endelig tage vores tasker af og give en velfortjent high-five.Vi havde gået i næsten 12 timer i streg og tilbagelagt 27 km med 1000 m elevationsstigning efterfulgt af et 500 m fald.
Til dato den længste dagsmarch med en backpack og blev 20km af dem endda gået i klipklappere!
Og så er der jo den lille detalje med de store afstande herovre, så der ventede lige 6-timers kørsel tilbage til Santa Cruz.
Halv 4 om morgenen kravlede jeg under min dyne efter et hurtigt bad.
Fødder før og efter 20 km vandring

Tuolumne Meadows

Yosemite skuffer simpelthen aldrig hverken med det visuelle eller med eventyrene. På trods af den hårde stroppetur, en totalt udmattet krop og lægmuskler der skriger af mig, er hovedet udhvilet og tilfreds. Det er virkelig tilfredsstillende at komme fra punkt A til B på ens egne bens barmhjertighed og en ekstra udfordring gør bare succesen endnu større.

Jeg bør sikkert tilføje nu, at jeg er "klar til at starte arbejde og skole igen med ny frisk energi", men sandheden er nok den, at jeg kigger min vandrerkort i gennem over the Sierras og overvejer "hvor mon vi skal gå hen næste gang ?!"




13. august 2016

Jerusalem

Vi var jo også en tur i Jerusalem.
Det har jeg dog skrevet lidt om på vores anden blog, så se billeder og læs med her:
Coastal IRES - A City Lost In Time



Jordan: Petra - Hidden City of Stones & Wadi Rum

Endnu en ørken udflugt. Denne gang til Jordan
Det krævede i første omgang en grænsekrydsning mellem Israel og Jordan. Og det går selvfølgelig ikke stille for sig. Efter 4 pas fremvisninger til forskellige personer og scanning/gennemrodning af taske på den Israelske side, går man 100 m i bagende ørkenhede til den Jordanske side og gentager processen – nu bare omringet af billeder af den Jordanske konge i stedet for det israelske flag.

Tid til snorkling i Aqabar

Vi brugte første aften i Aqabar, hvor vi mest af alt bare fik fornemmelsen af, at nu var vi i et meget anderledes land! Alle kvinder var med tørklæde eller mere, ingen øl i kioskerne og ved solnegang gjaldede indtil flere moskeer ”Allah-u-akbar” ud for fuld drøn. Men på trods af vores tvivlsomme tildækning var alle meget imødekomne (eller var det bare vores tydelige turist kluns?). Og vi skulle selvfølgelig forbi den største attraktion, som vi også kan se fra Eilat; den 130 m høje flagstang hvor det Jordanske flag stolt vejer som en stille mellemfinger til Israel. Den har endda sin egen Wikipedia side: https://en.wikipedia.org/wiki/Aqaba_Flagpole

Verdens sjette højeste flagstang findes i Aqabar

Petra
Vi kørte til Petra næste morgen – City of Stones. Turen går op gennem den jordanske Rift Valley, hvilket giver et utrolig flot bjerglandskab med masser af fault-zones, magma-indtrægning og flotte bjergformationer (beklager geo-termerne, men ved ikke hvad de oversættes til ).
 
Magma-intrusion i bjergsiden


Der var ikke mange turister i Petra, men det føltes stadig som et gedemarked med massere af turistsælgere med alverdens skrammel.
"Sweet lady, pretty lady, come look come look. Only 1 dinar, 1 dollar sweet lady"
 
Michele og jeg klar som beduiner

Petra er et fascinerende stykke geologi. For turister er der en vej ind og en vej ud; en lang smal kløft af knaldrød sten. Man går og går mens den snor sig rundt indtil man endelig kommer frem til Al-Khazneh "The Treasure".
(Indsæt her Indiana Jones tema melodi). Det er et meget imponerende stykke huggearbejde der er lavet. Alt er hugget direkte ud af klippen. Så hvis du fjerne en af søjlerne vil resten blive stående. Der er ingen bærende elementer, alt er bare klippe! Inden i er den knap så fascinerende; bare store tomme klipperum - det var kun det uden på der skulle fascinere folk.

Den hemmelige vej til Petra

Al-Khazneh og en anden type beklædning

Petra er meget gammelt. De første beskrivelser af det som en by er 2000 år gamle, og beduinerne kom til området for 4000 år siden. Siden har det været overtaget af både grækere, romere og arabere. Petra var en vigtig lille handelsby og blev brugt til gravsteder.
Efter Al-Khazneh fortsætter Petra med flere templer. Nogle tydeligt græsk-inspirerede, andre romersk. Men overalt i klippevæggen er der huler, templer, trapper og søjler skåret ud.
Efter en lang sej tur i varmen kom vi til den endelig stroppetur: den valgfrie hike op til The Monastery.

Templer i klipperne

Kameler klar til tur

The Monastery er et tempel på linje med Al-Khazneh - bare knap så detaljeret og knap så turistet. Man skal gå op af en lang stejl trappe i bagende sol mens de lokale beduiner rider på æsler ved siden af en:
"Lady, you want a ride to the top?" "Life is short - ride a donkey!"


Vi modstod dog fristelsen og gik den lange seje vej op. Jeg tog den lokale hovedbeklædning til mig, da det faktisk var en skøn måde at skåne sit hoved mod solens UV. Så kan nu gå under navnet Karen of Arabia!
Blot på grund af turen og de manglende turister, syntes jeg meget bedre om The Monastery vs Al-Khazneh. Og heldigvis var der en velplaceret lille cafe, så man kunne sidde og samle energi til turen ned ved at sippe til en friskpresset mynte-limonade.

The Monastery

Karen of Arabia

The Monastery udkigspunkt
Vi overnattede i en "million-star bedouin camp" uden for Petra. Det var virkelig sjovt. Der var opsat en hel række små telte omkring det store spisetelt. I midten sad en gammel tandløs beduin og varmede sød te og modtog os med gebrokkent engelsk. Vi sad på bløde tæpper på jorden og spiste vores pita og humus og klokken 9 slukkede de deres generator der gav den søde luksus og elektricitet. Og så var det bare os, ørkenklipperne og de 1 million stjerner på den klare natte himmel. 

Hvem mon er turister og hvem er lokale
Wadi Rum
Dagen efter stod den på Wadi Rum som er en stor National Park. Det er en stor ørken park med et Mars-lignende landskab (også brugt til at filme The Martian, Lawrence of Arabia, Prometheus og andre film). Der ligger en lille Beduin landsby i midten af parken og de tager sig af at vise turisterne rundt. Vores guide var den unge Mohammed som vi meget hurtigt fik omdøbt til Aladdin. 

Beduin landsby

Prince of Persia
Det var en super sjov tur hvor der både blev klatret i klipper og "sand-boardet" på sand klitter (se lidt flere billeder på Dan's blog Coastal IRES - Following footsteps of lawrence of Arabia).
Min kamera gik desværre tør for batteri, men jeg nåede da et par billeder.
Wadi Rum er ret stor så touren går rundt i jeep på en meget off-road 4-wheel drive type vej gennem sandbankerne. Det var bare om at holde godt fast mens vi susede gennem ørkenen!

Efter en god frokost serveret af Mohammeds søster (igen siddende på gulvet på bløde tæpper), vendte vi tilbage mod Israel. Denne gang blev det til 3 gange pasvisning på den jordanske side og 4 gange på den israelske inden vi kunne køre tilbage til Eilat. Sikkerhed frem for alt!

Guidet jeep-tour med Mohammed

Wadi Rum
Kameler på tur