Man skal vandre før man kan arbejde

Efter en lang sommer med masser af arbejde, utrolig meget ørken og meget få træer vendte jeg tilbage til Californien uden at være helt klar og veloplagt til et nyt studieår.
Så naturligt nok vendte jeg straks næsen mod the Sierras.

Der blev startet ud med et par afslappende dage i hytten med fantastisk kajakvejr på Union Reservoir, brændehugning til vinterens lager og rødvin og dominospil med Jonette, Karen og Jeanie.

Træer vil vokse overalt. Selv på sten..

Brændekastning

Det blev hurtigt efterfulgt af en tur til Kings Canyon og Sequoia National Park. For vi er ikke alle lige gode til at sidde stille særlig længe. Med Karens van pakket til randen med telte, soveposer, rødvin og snacks drog vi ud i vildnisset.
Første dag kørte vi ind til Kings Canyon, som mindede om et mini Yosemite. Der var dejlig tomt for mennesker, da det tager 1.5 time at komme helt ind i bunden af dalen. Det var til gengæld en super flot køretur på en snoet bjergvej med flotte bjergudsigter og vildt flot geologi (ja nogen af os synes jo den slags er også er spændende).

Kings Canyon

Sej geologi. Mange års æltning af sten og magma

Med udsigt over Sierras

Efter Kings Canyon kørte vi til Sequoia. Navngivet efter de mange Giant Sequoias i området. Her var der noget mere befærdet med turister og folk der campede i den "vilde" natur (indsæt her billede af en typisk buttet amerikaner der med en dåseøl i hånden vralter til toilet - med rindende vand - iført army bukser, lommelygte og en stor dolk. Tænk hvis man skulle kæmpe mod pumaer på vej til tønden!).
Det er altid en fornøjelse at se Sequoias. De er så dybt imponerende at stå ved siden af og kigge op mod kronen næsten 100 m over en. Man får en meget ydmyg følelse af, at ens 26 år egentlig ikke betyder så meget ved siden af 2000 år massivt og stillestående træ.

General Sherman

Man føler sig så insignificant ved siden af en Sequoia

Vores sidste dag kørte vi ind til Mineral King som er et isoleret område inde i Sequoia. Kun 40 km væk fra hovedvejen, men på en lille snørklet vej så turen ind tog 1.5 time.
Her var der musestille da der ikke er tilladt campingvogne eller RV's (også kendt som private ferie busser), så vi var mere eller mindre kun "rigtige" campere.
Mineral King Valley var selvfølgelig også utrolig smuk og jeg har fået tilført mig indtil flere længere backpack ture til min to-do liste.
Vi vendte dog bilen tilbage mod dalen og hjem til en velfortjent bad efter 3 varme og støvede dage.

Mineral King Valley

Lille hus eller stort træ ?

Yosemite
Jeg vendte tilbage til Santa Cruz og prøvede at komme tilbage til det der "arbejde", som alle hele tiden snakker om. Det blev til en kort lille uge, som jeg primært brugte på at flytte mine ting fra mit kontor tilbage på mit værelse på Dufour, flytte fra mit gamle kontor til mit nye kontor (nu med vindue og ægte lys!) og prøve at få nogenlunde styr på (eller i det mindste en ide om) hvad der skal ske de næste par måneder.
Men så blev den heller ikke til mere før den lille sorte Subaru blev vendt mod Sierras igen. Denne gang en rigtig stroppetur uden rødvin!

Med Wilson ved min side kørte vi tidlig fredag morgen mod Yosemite og Tuolumne Meadows. Nu stod den på backcountry wilderness og massere af kilometer med en taske på ryggen.

Yosemite

Vores rute i pink

Fredag eftermiddag startede vi på det første stykke ind til Sunrise Camp. Det blev en skrap start med 14 km vandring, en stigning på 500 m og kroppe der var meget vant til iltindholdet i luften ved havet. Men turen gik forbi Cathedral Lakes og op på bjergrygge med imponerende udsigt over granitbjergene.
Vi ankom til Sunrise Camp ved solnedgang og slog vores telt op i mørke og spiste vores middag mens fuldmånen stod op over bjergtoppene.

Cathedral Lake

Anden dag blev en dejlig nem dag. Med små 16 km gik vi ned fra næsten 3000 m højde ned til Merced Lake på 2000 m højde. Vi ankom sidst på eftermiddagen til søen og slog lejr i ro og mag. Der var endda tid til at tage en iskold dukkert og vaske det værste sved og støv af.
Desværre havde en lille vabel på min hæl i løbet af dagen vokset sig stor og klam. Vi havde snakket om at prøve at nå ud på tredje dagen, selvom turen egentlig er mere egnet som en 4-dags tur. Men nu med en ukampdygtig fod blev det mere tvivlsomt. Vi blev enige om at sætte det som mål at komme ud dagen efter, men at se tage stilling til muligheden som dagen gik - vi havde jo mad nok til en dag ekstra alligevel.

Merced Lake

Når huden falder af er det aldrig et godt tegn

Ingen rigtig hike uden et bål!

Ikke meget baggrundslys til at forstyrre nattehimlen

Med et bjerg af plaster på min hæl fik jeg forsigtigt smøget min fod ned i min vandrestøvle og vi bedrog os ud på hvad der skulle blive en rekord lang tur for os begge to!
Dagen startede skønt ud med en stigning på næsten 700 m på de første 5 km. Efter at have akset og bakset det meste af formiddagen på en stejl og stenet bjergside begyndte det endelig at blive en lidt mere gradvis stigning. Vi fandt os et perfekt sted at spise frokost ved siden af et lille vandløb med et lille vandfald omgivet af grønne bregner og blåbærbuske. Her besluttede jeg, at det var på tide at give vandrestøvlerne op og fortsætte i klip-klapperne - hellere trætte og ømme fødder end at hvert skridt skal være smertefuldt.

Merced Lake bliver lille fra bjergtoppen

Perfekt frokostspot.

Efter 14 km var vi endelig ved at være på toppen af passet. Stien slog et sving og pludselig var vi i en stor åben eng omkranset af de hvide granitbjerge. Et lille vandløb snoede sig i gennem men ellers var her helt stille og tomt. Så stille at man næsten ikke vil trække vejret i frygt for at lave for meget larm. De høje bjerge, blå himmel og uberørte natur fik en til helt at glemme de ømme støvede fødder og bare blive helt vildt glad for, at man lige i det øjeblik var lige præcis der, hvor man var!

Vi ramte passet og stien begyndte nu at gå ned ad igen. Vi havde vandret knap 1000 m op og nu skulle vi til at miste lidt elevation igen. Efter at komme forbi et skilt med "Tuolumne Meadows - 6.4 miles", blev vi enige om at vi godt kunne komme helt ud. Det var godt nok ved at være sidst på eftermiddagen, men tanken om en blød seng var meget tillokkende.
Så vi fortsatte stædigt nedad. Klokken 6 holdt vi en pause og lavede en kop kakao med et skud whiskey og delte en koffeinpille for et ekstra lille pift. Selvom der stadig var en del mil tilbage, var vi nu ikke længere i "wilderness zone" og vi kunne ikke bare slå lejr hvor som helst. Vi skulle altså ud.
Klokken 7 begyndte man at blive ret træt og benene kørte på automat gear. Klokken halv otte fandt vi vores pandelamper frem. Vi var nu nået ned til Tuolumne Meadows igen - nu skulle vi bare hen til bilen! Efter en time gennem mørket kunne vi endelig tage vores tasker af og give en velfortjent high-five.Vi havde gået i næsten 12 timer i streg og tilbagelagt 27 km med 1000 m elevationsstigning efterfulgt af et 500 m fald.
Til dato den længste dagsmarch med en backpack og blev 20km af dem endda gået i klipklappere!
Og så er der jo den lille detalje med de store afstande herovre, så der ventede lige 6-timers kørsel tilbage til Santa Cruz.
Halv 4 om morgenen kravlede jeg under min dyne efter et hurtigt bad.

Fødder før og efter 20 km vandring

Tuolumne Meadows

Yosemite skuffer simpelthen aldrig hverken med det visuelle eller med eventyrene. På trods af den hårde stroppetur, en totalt udmattet krop og lægmuskler der skriger af mig, er hovedet udhvilet og tilfreds. Det er virkelig tilfredsstillende at komme fra punkt A til B på ens egne bens barmhjertighed og en ekstra udfordring gør bare succesen endnu større.

Jeg bør sikkert tilføje nu, at jeg er "klar til at starte arbejde og skole igen med ny frisk energi", men sandheden er nok den, at jeg kigger min vandrerkort i gennem over the Sierras og overvejer "hvor mon vi skal gå hen næste gang ?!"