Hvert andet år bliver der i USA holdt en stor konference dedikeret kun til forskning inden for ocean science. I år var det heldige år, og konferencen blev holdt i New Orleans, og jeg skulle med. Ikke dårligt! Selve konferencen blev holdt mandag-fredag, men jeg tog lige lidt ekstra tid, så ankom allerede lørdag aften - selvom det er sjovt at nørde, så skal man jo også lige have tid til at lege turist.
New Orleans er meget anderledes fra Santa Cruz/San Francisco. Eller måske det mere er Louisiana og "Syden" som er meget forskellig fra Vestkysten! For det første bare den fantastiske dialekt alle rendte rundt med. Men sydstats-manerer er åbenbart en ting for sig! Aldrig før er jeg blevet "mam'et" og "miss'et" så meget. Hotellet havde folk stående ved døren så man ikke selv skulle åbne, men blev mødt med et "Welcome back Miss" eller "Have a nice day Miss". Følte mig meget akavet da jeg første gang ankom med mine slidte bukser og backpack på ryggen. Ikke helt vant til at blive behandlet som en ægte "lady".
Søndag blev en god varm gå-dag! Armeret med solbriller og iskaffe startede jeg min sight-seeing i New Orleans. Vores hotel lå i den pænere del af French District i fin gåafstand fra det meste på Internettets top 10 over ting at se i New Orleans.
Først gik turen ned til den gamle del af French District og selvfølgelig Mississippi floden! Mississippi floden var vitterligt ikke noget imponerende syn eller smækket med lækre flod-promenader. Der var en gangsti men udsigten til den anden side af floden var bare store grimme industribygninger, skorstene og containerskibe. Jeg drejede hurtigt af og gik ind mod French District igen. Der blev det hurtigt lidt mere imponerende igen (i hvert fald bygninger).
At gå rundt i New Orleans på en søndag formiddag er åbenbart ikke det mest livlige. Enten sover man weekendens brandert ud, eller også er man i kirke. Så de fleste af de små gader var tomme og en del af butikkerne lukkede. Man kunne dog fornemme, at for blot få timer siden havde der været massere af liv. Der hang stadig en lidt sur dunst af fest og spildt øl i luften.
|
Den gråbrun-grumsede Mississippi flod |
|
Jackson Square og Jackson Church |
|
French District facader |
|
Synkron brandtrappe |
Efter at
have vandret rundt på må og få i French District og taget utroligt mange
billeder af det ene flotte sydstats hus efter det andet, gik jeg i modsatte retning og tog turen ned til Garden District (jeg gik derned en anden dag også, hvor vejret var lidt bedre - billederne er et mix fra begge dage). Garden District må have været (og er nok stadig) et rigt kvarter i New Orleans for husene var utroligt store og pompøse, og de fleste af dem meget velholdte. Jeg havde endnu en af mine "wauv - det gør de rent faktisk i virkeligheden og ikke bare på film", da der sad indtil flere midaldrende par på deres verandaer i deres gyngestole og drak en eftermiddags øl!
|
Stor pompøs villa-villa-kulla |
Det var et meget flot lille område, men lidt sært for det er omringet af et meget fattigere kvarter og skellet mellem dem er meget brat. Så der var også indtil flere sære typer i gadebilledet, blandt andet et halvsnalret par der gik tur med deres gris! Kvinden havde grisen i snor, mens manden trak en lille vogn med grisen i, for det så bestemt ikke ud til at den havde lyst til at gå tur! Det fik dog en til at undre sig; hvorfor i alverden den havde fået snor på i første omgang. Men den sad nok så fint og tronede i sin lille vogn og kom med små utilfredse grynt.
|
Lyserød kirke |
|
Mardi-Gras perlekæder |
|
Den dovne gris Lily |
Maden i New Orleans var ret så god! Cajun køkkenet er ikke til at kimse af! Jeg har fået krydset et par nye madvarer af listen over ting man bør prøve, bla: Alligator, frølår og dybstegt østers. Hele ugen fik jeg en eller anden form for fisk, krabbe eller rejer. Virkelig mums! Og overraskende billigt! Den var dog et par fejl og mangler i deres mad. Der er jeg nok lidt mere til den Californiske kultur; Her er der altid i hvert fald én interessant salat på menukortet. Men i New Orleans var det bedste de kunne komme op med icebergsalat med rejer.. Så grønt blev det ikke rigtig til. Portionstørrelse var også markant større end i Californien. Så det næste stykke tid skal jeg på en seriøs "ingen olie, ingen øl, kun grønne ting" kur.
|
Jambalaya og Gumbo |
|
Frølår, calmari, alligaor og fyldt champignon |
|
En let lille appetizer |
Det meste af ugen var jeg dog travlt optaget af konferencen. Det var jo rent faktisk inden for mit felt, så der var virkelig mange rigtig spændende små foredrag, workshops og plakater. Jeg kendte også en del der skulle tale om deres projekter, så man skulle jo lige møde op til dem i solidaritet. Jeg fik også tid til at mødes med forskere, som jeg skal arbejde sammen med til sommer i Israel, og "networke" lidt med folk der kunne være interessante at lave Ph.D'er hos. Og så havde jeg jo også lige min egen plakat jeg skulle snakke om! Og der kom faktisk folk forbi og snakkede! Det var ret sjovt.
|
Poster hall |
|
Mig og Science |
Fredag aften var vi selvfølgelig ude og høre jazz. Det var virkelig godt! New Orleans er jo kendt på al dens fest og musik, og indtil flere gader i French District bliver lukket for biler fredag og lørdag aften, så folk kan danse rundt til al gademusikken. På gaden "Frenchmen st." er der kun musikbarer, så man går fra det ene live jazz band til det andet. Meget festligt ! Så vi dansede rundt det meste af natten.
|
Jazz med vaskebræts instrument |
Det var så knap så sjovt, da ens fly allerede var 7:20 lørdag morgen. Jeg kom tilbage til hotellet ved en 2-tiden og min shuttle hentede mig kl 5. Skønno. Jeg formåede dog at komme op og kaste noget tøj på, og kom ned i receptionen og ventede på min shuttle. Stadig lettere bedugget blev jeg meget overrasket da en fin herre i lang sort frakke og chaufførhat høfligt spurgte, om jeg var Miss Peterson, for min shuttle var ankommet. Min shuttle viste sig så at være en limousine ! Jeg har ingen ide om hvorfor i alverden, jeg blev hentet af en limousine. Jeg havde bare booket en airport-shuttle på nettet. Men han insisterede på, at den var kommet til mig.
Så jeg blev kørt til lufthavnen med stil !
|
Limo til lufthavnen. Classy as hell! |
|
|
Praise Jebus! |
|
Ginormous mansion |
|
French District |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar