Southwestern roadtrip - Nevada, Arizona, New Mexico, Texas, South California

Den næste lange fortælling er fra en 9 dages roadtrip gennem Nevada, Arizona, New Mexico, Texas og Sydcalifornien. Vi besøgte 8 forskellige National Parker i løbet af de 9 dage, tog bad én gang, sov i telt under stjernerne, fik fantastisk mad, oplevede ældgamle sten og landskaber og tilbagelagde næsten 4500 km..

Lørdag: Las Vegas og Red Rock Canyon - Nevada
Så blev det endelig tid til at ordentlig omgang roadtrip! Vi har lige haft en uges "Spring Break", og hvem gider da sidde i Santa Cruz når man er i mulighedernes land ?!
Wilson og jeg fløj til Las Vegas tidligt lørdag morgen og blev hentet af hans gode veninde Kerre [Kerry]. Og så var vi ellers klar til en uge med masser af fed natur! Bilen var en skøn gammel Subaru (Outback 1997) med en AC der ikke virkede og mislykkede tonede ruder, så helt klart det bedste valg af bil for en tur gennem ørkenen!

Vegas var meget funky og alt for meget! Og jeg som troede, at jeg havde oplevet USA.. Alt var oversized, farverigt og temmelig larmende. Meget mystisk sted! Vi blev en enkelt nat i Vegas, da Wilson og Kerre har nogle venner der bor der. Og de var lige kommet hjem fra Antarktis, så meget hyggeligt at sige hej.
Vi brugte dog ikke dagen i festglade Vegas. Så snart Wilson og jeg havde smidt vores gear i bilen, kørte vi ud til nærmeste National Park - "Red Rock Canyon":
Her fik vi fornøjelsen af at se Vegas fra dens bedre side (langt væk fra), da vi tog en hike op til en højeste peak i den lille bjergkæde og havde udsigt over hele dalen som Vegas ligger i. Det var helt vildt varmt, men heldigvis er det jo stadig marts, så vinden gjorde det lidt mere behageligt at bevæge sig rundt. Efter en god lang hike op og ned igen, kørte vi tilbage til Vegas til et par velfortjente kolde øl og BBQ hos vennerne. Til min ære tog vi senere ind på "The Strip" og blev endnu engang overvældet af Vegas og alle de mange mennesker og lys. Vi så springvands-showet ved Bellagio, og det var ret imponerende (se den fesne udgave i Oceans 11 for reference), og vi fik en drink på en fancy bar forklædt som en 3-etagers stor lysekrone (yep - hej Vegas!). Vi var totalt malplaceret i vores svedige vandretøj og med absolut ingen penge, men det var en interessant oplevelse ! Vi tog dog tidligt hjem for planen var at ramme vejen (bedste oversættelse jeg kunne komme på for "hit the road") kl 7 næste morgen.

Du ved.. bare et lille hotel..

På vej til Red Rock Canyon

Red Rock Canyon

Ørkenland er kaktusland

Stadig et par blomster der kan modstå solen

Turtlehead Peak - Las Vegas i baggrunden

Søndag: Grand Canyon og Flagstaff - Arizona
På mirakuløs vis sad vi i bilen kl 7:20 næste morgen (vi var dog først i seng kl 2, selvom vi tog "tidligt" hjem fra lysekrone baren, og det efter et par øl). Nu tog vi hul på den endelige roadtrip! Bilen loaded med trail-mix, energibarer og vand satte vi kursen mod ørken, ørken og mere ørken.
Efter en god lang køretur ramte vi det første episke stop: The Grand Canyon. Og den var sgu pretty grand!

Førstehåndsindtryk når man kommer hen til kanten er bare "wow!".. Det er bare så enormt, at man ikke helt fatter det. Der er næsten 20 km fra sydkanten til nordkanten og den er næsten 2 km dyb ! I mellem det er der snoede kløfter og lodrette klippevægge i oldtusse gamle sten. Millioner af års erosion af stenene viser de komplekse farverne og mønstrer. Det er så gammelt og storslået, at man får gåsehud (oh yes!). Og det er ikke kun en nørd som mig; det er som om, alle bliver ramt af ærefrygt når de kommer ud til kanten, for på trods af utrolig mange turister over det hele, var alle utroligt stille.
Det var virkelig en sensationel oplevelse. Jeg gik på vandrestien langs kanten og fik den ene "Næææh" oplevelse efter den anden. Jeg modstod fristelse til at gå længere ned, da jeg ikke rigtig orkede at gå op igen. Desuden kan man kun komme hele vejen ned til Colorado River, hvis man enten tager afsted meget tidligt om morgenen og sætter hele dagen af til vandring, eller som de fleste gør: Vandrer halvvejs ned, camperer en nat og går uden oppakning helt ned til Colorado River. Så jeg "nøjedes" altså med den fantasiske udsigt oppefra.

Vi lavede aftensmad på en klippeafsats med fantastisk udsigt og så solnedgangen. Det var ret fantastisk mod de røde sten.
Vi kørte til Flagstaff (det er en by) og fandt en lille campingplads, vi kunne sove ved, og fandt det nærmeste mini-bryggeri til at fejre vores første dag på roadtrip!

Selvfølgelig et billede ved stats-grænsen

 

Trio'en på tur

Mandag: Sedona og Petrified Forest (Forstenet Skov) - Arizona
Mandag stod vi op i frysende kolde Flagstaff og var hurtigt på vejen igen. Først lagde vi vejen forbi Sedona. Sedona er en lille turistfælde af en by, men vejen dertil er helt utrolig smuk! Vi havde fået anbefalet bare at køre dertil og køre væk igen, bare på grund udsigten. Så det gjorde vi.
Vejen til Sedona går gennem en lille stejl kløft. Det første stykke af vejen var da meget pænt, men ikke umiddelbart anderledes end en hver anden kløft.

Vi stoppede ved en lille State Park kaldet "Slide Rock". Det var et meget scenic sted med røde klippevægge og blomstrende hvide æbletræer. Gennem Sedona Canyon løber en lille flod, og her ved Slide Rock flader den nok ud til, at man kan bade i den, og jeg vil gætte på at folk om sommeren rutsjer på de glatte sten (deraf Slide Rock). Vi skulle selvfølgelig have en morgendukkert! Og vandet var isende koldt !! Det er smeltevand fra de omkringliggende bjerge, så det var meget frisk!
Heldigvis var solen varm selvom klokken kun var 10, så vi kunne sidde mellem duftende og summende æbletræer og nyde et par kager, vi havde købt i Flagstaff, og blive varmet op igen.
Så fortsatte vi ellers ned gennem Sedona Canyon til Sedona, og just som man rundede et sving på vejen kom "Wow" oplevelsen tilbage
Klipperne omkring Sedona er ikke bare flotte klippevægge, men grupper af takkede, gamle rå klippeblokke. De minder om noget fra en gammel western film eller Indiana Jones. Så turen til Sedona var helt klart udsigten værd!

Frisk morgendukkert

Vejen til Sedona

Slide Rock State Park

Udsigt i Sedona - store biler og store klipper

Til frokost var vi ankommet til Petrified Forest & Painted Dessert National Park. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forestillet mig forstenet træ var for noget, men jeg blev i hvert fald overrasket! Det lyder ikke umiddelbart som det mest fascinerende i verden: Forstenet træ. Men farverne i stenene (eller træerne) var så smukke og komplekse! Og det lignede stadig træ, hvilket var meget syret, for nu er det jo sten, hvilket også er meget syret.
Jorden og stenene i parken er over 200 mio år gammel. Dengang har det nok været tropisk regnskov med masser af floderne (a al Amazones i dag). Når træer væltede i floden, blev de begravet af mudder og i takt med at vand trængte ind i træet blev al det organiske materiale erstattet af mineraler. Alt efter vandets komposition af mineraler og hvor længe træerne var i kontakt med vandet, blev der dannet forskellige krystaller i forskellige farver, og end-produktet er en sten i et smukt farvet mønster af træringe. Det er vildt imponerende! Så nu ligger disse tunge træ-lignende sten ud over ørkenen. Det ligner at en doven skovhugger ikke gjorde sit arbejde færdig og samlede sine træstubbe sammen!

Den aften kørte vi til El Morro National Monument, hvor der var en lille gratis camp-ground, vi kunne slå lejr ved. Det var vildt luksus med toilet (pit-toilet) og alt muligt.

Kaktus i blomst

Forstenet træ

Painted Dessert

Forstenet træ

Tirsdag: Ned gennem New Mexico
Tirsdag blev en lang køredag. Vi stoppede i Albuquerque og købte en god kop kaffe og super lækker mexicansk frokost, som vi tog med på vejen.
Vejen gennem New Mexico var lang, flad og meget varm! Det var en meget anderledes side af USA i forhold til Californien. De få byer vi kom i gennem var små og faldefærdige. Butikker var lukket og alt var meget fattigt og meget konservativt! Der var massere af reklamer for Gud, Guns og hvordan man var en god kone, så vi føltes os ret malplacerede. Vi kørte gennem Roswell (by mest kendt for at påstå at se UFO'er i tide og utide), men valgte ikke at stoppe, da ingen af os på nogen måde syntes, det virkede som en hyggelig eller på nogen måde interessant by. På vej ind til byen blev vi overhalet af en stor truck med sydstats-flaget hængende fra bagsmækken - 'nough said...

Vores vej gik til Carlsbad Caverns. Desværre kunne vi ikke finde nogle åbne campingpladser eller camp-grounds. Heldigvis var der et lille stykke "BLM-land" (Bureau of Land and Management) uden for en lille by "Loving". Der var ikke meget love over Loving, men vi kunne da slå vores telt op. Det er nemlig lovligt og gratis at campere på BLM-land! Det var dog ikke et særlig hyggeligt sted. Der var skrald og knuste ølflasker over det hele (helt sikkert ikke meget at lave for de unge i Loving), og det var lidt usikkert hvad der egentlig var BLM-land og hvad der var privat. Med den fornemmelse vi havde for New Mexico på det tidspunkt, havde vi bestemt ikke lyst til at gå ind på nogens privatgrund, for at blive jagtet ud med gevær. Men vi fandt dog et ok sted at slå lejr, og det viste sig at være det rigtige BLM-land.
Det havde dog sin charme, da solen gik ned i den flotteste røde solnedgang. Vi havde udsigt til en lille mudret flod og olie boretårne, og det var på en eller anden måde ret flot i den solnedgang.

High-way i New Mexico

Det ku' være værre.. Det ku' regne..

Solnedgang over New Mexico

The land of enchantment indeed..

Onsdag: Carlsbad Carverns - New Mexico
Carlsbad Caverns er den største drypstens hule i Nordamerika. Med kendskab til, at den relative størrelsesorden i USA bare er større, så er det i sig selv imponerende.
Carlsbad Carverns er en del af Gudalupe Mountains, og de dateres tilbage til Permian (250 mio år gamle). Hulen er udformet af kalksten fra Permian, men alle stalagmites (fra gulvet og op) og stalactites (fra loftet og ned) er nok blevet formet omkring den sidste store istid.
Da vi kom ude for sæsonen, var parken i gang med at reparere elevatoren ned til bunden af hulen, så vi måtte tage den stejle sti. Grotten gik næsten 200 m under jorden, så der var langt ned. Det var dog en utrolig flot tur ned gennem mørket, så det gjorde os ikke noget at vi var "tvunget" til at gå den. Og så er det altså en helt speciel følelse at gå under jorden på den måde. Det er lidt creepy når alt dagslyset er væk, og det kun er de gustne gule lamper langs stien der giver lys. Jeg kan ikke lade være med selvfølgelig at tænke over i Ringenes Herre, og kunne lige se for mig et par Orker kravle ned langs en stalactite eller en kæmpe edderkop sidde i skjul i skyggen.
Vi havde booket en guidet tur til et af rummene i grotten, og det var meget fortjent! Her kom man helt tæt på drypstenene, og det var exceptionelt flot. I nogle af de små rum har der været små vandfald, der nu resulterer i lange tynde gardin-agtige drypstensformationer. Vi fik også lov at opleve "ægte mørke", da guiden slukkede for al lys i grotten. Det er virkelig specielt! Der er ingen forskel på om du har lukkede eller åbne øjne, og selvom du holder din hånd blot 1 cm fra dine øjne, kan du ikke se den! Det er virkelig mørkt!
Efter den guidede tur gik vi rundt i det store rum i grotten, og blev overvældet over hvor stor den egentlig var. Det store rum er næsten 56,000 m^2 stort. Så der er plads til er par huse!!

En af mine yndlingsting i hulen var formationerne i stalagmitesen (hvordan mon man siger det i flertal?). Det ligner en marmorsøjle med et helt fantastisk mønster af skov og træer. Vildt imponerende hvad naturen kan forme.
Efter den skønne gåtur ud af grotten op af den lange nålesvings-sti, var vi tilbage i dagslys. Vi valgte at blive i parken indtil solnedgang, da man kunne være heldig at opleve et lille flagermus "show". Dvs i tusmørketiden forlader alle flagermusene grotten for at jage, og de forlader den samtidig! Det var ret imponerende at se 1000 flagermus baske ud af grotte åbningen og ud i aftenen. Man kan måske forstå hvorfor John Wayne var bange for flagermus, da han var dreng.
 Det var ekstra fedt, da vi var uden for den normale turistsæson, så vi var de eneste, der ventede på flagermusene og fik oplevelsen til os selv! På vej ud af parken tilbage til vores camp-ground fik vi endnu en "wild-life" oplevelse, da der var bjerggeder på klippesiden ved vejen! Super fedt!

Indgang til Moria

Loftet drypper..

Stalagimite, skov eller fyrrekogle?

Hule-formation

En søjle med en skov af kalk

Smeltende træer

Torsdag: Guadalupe National Park og Truth or Consequences - Texas
Natten mellem onsdag og torsdag havde vi lejr i Pine Creek campground i Guadalupe National Park. Det var skønt, for det var kort fra Carlsbad Carverns, så vi havde en kort køretur til lejr om onsdagen, og vi stod op og lige klar til at komme ud og vandre. Jeg valgte dog at stå op et par timer tidligere end de to andre, da min telefon (og dermed vækkeur) ikke kunne finde ud af at indstille sig til den rigtige tidszone. Fordi vi var så tæt på New Mexico, blev den ved at hoppe frem og tilbage i tiden (Texas er en time tilbage fra New Mexico), hvilket resulterede i at mit ur ringede kl 7:15 (troede jeg), og jeg stod op, fandt toilettet osv, for at komme tilbage til lejren og fatte at klokken kun var 6:30..
Men det var en utrolig flot solopgang!

Jeg valgte at gå til Guadalupe Peak, som er den højeste tinde i Texas (næsten 3000 m over havoverfladen). Guadalupe er dog allerede højt i elevation, så man skal "kun" vandre de sidste 1000 m op på en ca 7 km lang og stejl sti. Det var en ret lang og sej tur op! Men landskabet er virkelig fascinerende fordi stenene er så gamle. Man går bogstaveligt talt rundt i fossiler af koraller. Og selvom det ikke er skide sjovt at gå 7 km op ad bakke, så er udsigten altid det hele værd!

Vi forlod camp relativt tidligt og kørte videre. Vi stoppede i El Paso og fik vildt god BBQ, og det på trods af at være de totalt malplacerede mærkelige hippie typer, der insisterede på at tage de tomme cola og øl flasker med os, da restauranten ikke havde en genbrugs container.
Natten blev tilbragt i et lille hus vi havde lejet i byen Truth or Consequences (ja, det er rent faktisk byens navn! Blev ændret i 90'erne fra noget a la "Hot Springs New Mexico", som jo også bare er et vildt kedeligt navn altså!). Det var et super nice lille hispanic hus med masser af mærkelig havekunst, en fiskedam, gyngestole og hængekøjer og prikken over i'et: Store badekar der kunne fyldes med vand fra de lokale hot springs! Så da vi ankom sent om aftenen, blev de selvfølgelig fyldt med det vuns (hvem hun så end er denne Mette), og så blev der ellers slappet af i en lækker lun pool med kolde øl og en stjerneklar himmel.

 

Godmorgen ørken

Toppen af Texas

Fredag: Saguaro National Park - Arizona
Friske, udhvilede og meget rene, vågnede vi i Truth or Consequences (det bliver bedre hver gang man siger det!). Med i prisen for vores lille lejede hus kom også et gavekort til os hver til den lokale morgenmadscafe (der var kun én anyway). Det var nu helt i orden, for de lavede helt fantastiske vafler! Så morgenmaden bestod af en lækker friskbagt belgisk vaffel med indbagt bacon, æg og sirup (det er jo USA). Og du tænker måske "ej, det lyder godt nok ..." og det rigtige ord at indsætte her vil være AWESOME!

Vi fortsatte turen gennem New Mexico tilbage til Arizona. Stoppet i dag blev Saguaro National Park. Det var nok et af mine yndlingsstop. Det var bare fyldt med kaktusser i alle former, farver og størrelser. Det var vildt imponerende og et meget syret landskab at gå rundt i. Det er jo stadig forår så alt var i blomst, og det var virkelig flot med store farverige blomster på kaktusserne. Der var selvfølgelig også den store karakteristiske Saguaro kaktus, som nok er den, man mest forbinder med et ørkenlandskab. Og de var større end mig !!! Det føltes som at gå rundt i en stor skov, men der var bare ikke nogen træer - kun kaktusser.
Det var nok den park vi til sammen tog flest billeder i. Farverne var bare så flotte, og det var sådan et specielt landskab, at man ikke kunne lade være med at blive ved.

Vi spiste i Tucson inden vi kørte videre. Målet var at nå helt Joshua Tree samme aften.

Skøn have til skønt lille hus

Saguaro kaktus

Saguaro vs mig

Kaktus i blomst

En anden kaktus i blomst

Skov af kaktusser

Lørdag: Joshua Tree - Californien
Endnu engang havde vi overnattet på BLM-land, denne gang dog knap så mystisk som i New Mexico. Der var en del andre der også benyttede sig af det. Vi var nu tilbage i Californien igen. Næst sidste dag af vores roadtrip.
Og den blev brugt i Joshua Tree. Joshua Trees er meget ikoniske for Mojave ørkenen, og de er specielt udbredte i Joshua Tree National Park (sjovt nok). Joshua Tree ligger ret højt i elevation og lige på grænsen mellem Mojave og Colorado Desert. Det er et spøjst landskab af afrundede gamle sten, der ligger i store bunker i et ellers fladt landskab. Man kunne forestille sig at en eller anden kæmpe havde haft en stor håndfuld grus og kastet det fra sig, som det nu passede.

Vi tog en lille hike op til Ryans Peak og havde en flot udsigt ud over parken og ørkenen, der strækker sig langt. Oppe fra Ryans Peak så det mere eller mindre fladt ud, men så snart man kom ned igen, var man tilbage i skoven af de krogede Joshua træer. Vi fik fornøjelsen af endnu flere kaktusser i blomst.

Vi brugte det meste af dagen blandt Joshuas, inden vi satte kursen lidt længere nordpå. Vi ville gerne nå til Death Valley på vores sidste dag, nu hvor vi "var dernede af". Lige nu kan fænomenet "super bloom" oplevelses i Death Valley, og det er ret sjældent, så det ville være synd ikke at lægge vejen forbi. Vi besluttede os for at backcountry campe i Death Valley, så vi ikke behøvede at bekymre os om at finde et camp-spot sent om aftenen. Efter en lang køretur på småveje i ørkenen og 2 timer på en meget lang grusvej, var vi endelig officielt i Death Valley og kunne slå telt op.
Vi var ude i midten af ingenting! Der var absolut ingen mennesker, veje, biler, larm eller noget som helst. Månen var ikke stået op endnu og der var skyfrit. Jeg har aldrig i mit liv oplevet en så fantastisk stjernehimmel! Vi var inde i dalen allerede, så der var langt til bjergene, og det virkede som om at horisonten ikke havde nogen ende og bare fortsatte og fortsatte og fortsatte. På den kulsorte himmel var vi lige under mælkevejen og en hær af stjerner. Himlen var så stor, at uanset hvilken vej man vendte sig, var der stjerner.
Vi slog telte op uden at tage regnslaget over, så man kunne ligge i sin sovepose og kigge på stjernerne og nyde stilheden. Jeg havde slet ikke lyst til at sove, men bare stirre op på den uendelig himmel.

Joshua Tree

Mere kaktus

Søndag: Death Valley & hjem igen - Californien
Efter en overraskende god nats søvn under stjernerne stod vi op til en flot udsigt. Sidste dag på roadtrip. Senere samme dag ville vi været tilbage i Santa Cruz og tage et langt varmt bad!
Vi havde camperet i sydenden af Death Valley og kom hurtigt ud til hovedvejen (vi var stadig på en skod grusvej) og kørte ind gennem parken. Det var helt ufatteligt stort! Elevationen i dalen er faktisk under havoverfladen i visse områder (pga cool plade-tektonik), men bjergene omkring er nogle af de højeste i Californien. Så det er virkelig to ekstremer der mødes.
Vi startede ved Bad Water Lake som er en (for det meste) udtørret sø. På grund af den regnfulde vinter, var der dog en lille pøl vand stadig. Fordi det er så tørt fordamper vandet hurtigt, og det efterlader en masse salt tilbage. Det hele er derfor en stor hvid saltplamage, der mere ligner en skøjtebane end en udtørret sø.

Turen i dalen gik langs den ene bjergkant. Det var virkelig tydeligt, at der har været nogle seriøse regnskyl i den sidste tid. Bjergsiderne havde store dybe kløfter hvor vand havde fosset ned, og grus og store sten lå hulter til bulter for enden. Det lignede næsten at klippevæggen var ved at smelte.
Det var nu utrolig tørt igen, men der har klart været tryk på hen over vinteren!
Vi kørte op til lidt højere elevation for at se nogle af alle blomsterne. Nede i dalen er det allerede så tørt og varmt igen, at de fleste blomster er ved at blive svitset. Højere oppe var de dog i fuldt flor, og mange steder var jorden helt gul af blomster.
På vej ud af dalen kom vi dog også forbi flere åbne områder, der stadig havde et dybgylden skær af gule kornblomster. Det var vildt at se, at der dog er liv i et ellers meget råt og øde landskab.

Bad Water Lake

Stadig lige super bloom tilbage

Udsigt over Death Valley

Super Bloom!

Vilde ørken farver

Den ikke så døde dal

Vi satte næsen tilbage nordpå mod Santa Cruz efter 9 dage i vild, varm og gul ørken. Jeg kunne fortælle meget mere om alt muligt: den sindssyge vind i New Mexico på 25m/sek der næsten kostede mig mit telt, lyden af præriehunde der hyler i den kølige ørkennat, duften af friske kaktusblomster, solnedgang i Painted Dessert, men alt det må I høre en anden god gang.
En tur til ørkenen kan klart anbefales for det er virkelig fascinerende natur, geologi og historie.
Men det var nu også meget rart at køre gennem Santa Cruz Mountains og se grønt græs og store træer med blade på ! 

En samling patches