Times: Skåneleden i forår

Så startede friluftssæsonen endelig! Og så er det selvfølgelig tid til en gang vandring i det skønne Skåne på Skåneleden. Denne gang med tre overnatninger i stedet for to. Så får man rigtig meget skov for pengene!
Turen startede i velkendte Glimåkra (som jeg stadig ikke ved hvordan skal udtales). Herfra går Skåneleden ved Trollabackarna og ind i det skånske ødelandskab. Blot få minutter fra den relativt øde landevej står man i den stille skov, og kan kun høre sin egen trasken og fuglenes kvidren - hvilken vidunderlig stilhed! Man kan helt glemme, at noget kan være så stille, når hverdagen bare kører i tomgang i et travlt tempo. Den første dag gik så fra Trollabackarna til Vesslarp - turens længste march på 20 km. Det lyder jo ikke af meget, når man selv normalt løber 10 km, og vandreparteneren lige har løbet halvmarathon, men når man pludselig har 20,5 kg på ryggen og skal manøvre rundt på små ujævne skovstier, så sagen en helt anden!

Skønt med forårssol!

"Forbudt at gå på stolpen uden sikkerhedsnor"
Det er en ægte rebel, vi har der!

Ruten starter heldigvis blødt ud med landeveje, og med blå himmel og skøn forårssol kommer man raskt afsted! Den medbragte frokost, bestående af rugbrød, kogte æg og nøddepate, blev nydt på en solrig græsplet, inden turen gik videre til næste etape; den med de små skovstier! De slynger og bugter sig, og stiger og falder i et væk. Man skal holde øjnene i jorden for sten og rødder er kastet tilfældigt over det hele, og det ville være ret ærgerligt at træde forkert og vrikke om i denne ødemark af en skov. På disse småstier kan 1 km snildt tage 20 min at gå. Hvilket tempo!

Næsten halvvejs!

Mystiske trærødder

Et velfortjent hvil til fødderne

De sidste 3 km på den første dagsmarch er de længste 3 km, jeg nogensinde har gået! Stien snoede sig og snoede sig, og man gik, og man traskede, og man kom ingen vegne! Så kom der lige en bakke, men man fik aldrig rigtig følelse af at gå ned af den igen. Der havde været "3 km" skilt, så det føltes meget dumt at skulle holde pause - for helt ærligt, 3 km?! Come on, det er jo hurtigt klaret! Men det tog næsten en time at nå det lille stykke! Men frem nåede man dog. Mens det stadig var lyst. Og herligt at finde et fyldt brændeskur med tørt og flot kløvet brænde. Lige til et stort og lækkert, varmt bål. Det kan vi lide! Det tog også kun (selvfølgelig) én tændstik at få gang i de tørre træstykker, også var der ellers godt gang i bålet resten af aftenen. Og findes der noget bedre end et båls knitren, duften af røg og en (næsten) stjerneklar forårsaften i en stille og øde skov? Jeg tror det næppe..

Og herligt var det jo også, at friluftsgearet lige var blevet opgraderet. Så i stedet for at sidde og søbe med sprit og tændstikker og vente halve timer for at få kogende vand, så blev gassen lige skruet på og vandet kogte på 10 min! Fantastisk.

Vandet til aftensmaden er sat over - nu med gasblus!

Søvn blev intet problem (for den ene part i hvert fald) med en træt og brugt krop. Det lille Vaude-telt holder en god varme - så god at fugt ikke var et problem uden på teltdugen, men inden i ! Med en kold nat og to sovende typer i det lille indertelt, blev der dannet så meget kondensvand i inderteltet, at man skulle tro det havde regnet - indenfor. Meget sært at vågne op til et telt, man har åndet så fugtigt.

Men videre gik turen den følgende morgen. Anden dagens rute var dog kun en lille march på 13 km. Den rene barnemad efter gårsdagens tur. En stor del af stierne var endda også små grusveje, så det var noget nemmere at komme frem. Man kunne dog godt mærke at ryggen var en del mere træt og oftere havde brug for et lille hvil. Musklerne var blevet kørt godt trætte af den uvante tunge bagage og lange strækning. Også er man nok ikke helt vant til at sove på et tyndt liggeunderlag. Det giver lidt andre betingelser for at blive udhvilet. Så det er godt, man har masser af Marabou med, så der kan holdes Bou-tid og fødder og ryg kan få en lille pause. Det er nu også helt fint at sidde i en lille lysning i solskin med anemoner omkring sig og fuglesang over sig. Igen er det en helt ufattelig stilhed, der findes i den store skov, og man sidder bare og suger den til sig. Men ruten nåede da heldigvis til vejs ende, lige da man var ved at nå den længde, hvor man faktisk ikke rigtig gad gå særligt meget mere. Den anden march endte derfor ved Brotorpet, som er en større lejerplads ved Immeln sø. Der er massere af ildsteder, og i sommersæsonen kan man både leje små hytter og kanoer. Immeln er en stor flot sø, og på en lun sommerdag er den skøn til en badetur! I denne omgang var der dog desværre en anelse koldt, da vinden havde blæst op i løbet af dagen og nu kom ude fra søen, og den åbne lejrplads levnede ikke mange træer til at give læ. Der blev derfor lagt planer om et meget stort lejrbål, så man ville kunne holde ud at sidde ude. Men ak! Denne gang lå brændet ikke fint og kløvet, men i uretfærdigt store, uhåndterlige og tunge kævler. Og med en usleben, slap økse og en halvrådden huggeblok. Denne gang måtte der arbejdes for varmen!

"Nu - du skal dø!"

Efter en mere eller mindre unfair arbejdsfordeling (én fotograf og én brændehugger - jeg fik det gode job!), var der dog en dejlig stor stak brænde klar til brug (én tændstik - selvfølgelig). Og med et håb om at blive tilgivet den noget ubalancerede arbejdesbyrde, blev der tryllet lidt fødselsdagsgodter frem fra bunden af tasken. Den stakkels brændehugger havde sådan set fødselsdag! Og selvom man er ude i herrens skov, væk fra alting, så skal man da stadig fejres! Så der blev bagt pandekager og drukket et par øller! Og for satan da, hvor smager en kold Classic godt, når man har slæbt på den i 35 km !!

Også selvom man sidder i en kold vind !

Kold øl at styrke sig på ..

Varmt bål at lune sig ved ..

Menuen denne aften bestod igen af skøn frysetørret mad i poser. Man skulle ikke tro det, men det smager faktisk af overraskende meget og ret godt! Måske det bare er situationen, men når man pludselig kan få pasta med kødsovs på 10 min. på sit Trangia, så er det nu ganske udemærket! Eller - som denne aften - kylling i karry med ris, og med chokolade mousse (også frysetørret) til dessert. Ikke dårligt, ikke dårligt! Desværre fik den hårde vind blæst nogle rigtigt ærgerlige regnskyer ind over skoven, og vi måtte krybe tidligt til køjs for ikke at blive sjask våde. Men det er nu også en helt speciel følelse at ligge i sin lune sovepose i et mørkt telt og lytte til regnens dryppen på teltdugen. Det er en umådelig afslappende og næsten mediterende lyd. Når man så vågner op til flere gange i løbet af natten til lyden af en hylende vind og hårde dråber på teltdugen, beder man dog i sit stille sind til at alle pløkker holder, og man ikke skal vågne op til drivvåde fødder eller en drivvåd taske. Teltet holdt selvfølgelig tørt - ingen grund til bekymring der - og næste morgen var himlen blå igen.

Turen til sidste campsite var igen på de 13 km. Og denne gang i nyt terræn for begge. Med både grusstier og meget tilforladelige skovstier gik turen hurtigt frem. Selvom fødder og ben efterhånden var lidt ømme, så havde ryggen fået et godt langt hvil dagen før, og turen føltes ikke nær så slem som kunne frygtes af en tredje dags vandring. Vejret ville dog ikke helt bestemme sig til godt eller dårligt, så det ene øjeblik svedte man i solen, og i det næste måtte man skutte sig i regnen.

Tror måske bare, vi går uden om stigen/trappen ?

Frokost i det fri

Det sidste stop blev så i Bökestad. Endnu en gang med udsigt over en stor sø, men denne gang med meget mere skov omkring, og et shelter som vendte den rigtige vej, hvilket betød en del mere læ denne aften! Her var brændelagret dog meget værre, og de få tørre kævler der lå, var alt for store til at man (vi/Emilie) ville kunne kløve dem. Så det var ud i bedste ranger-stil og lede efter tørre grene i skovbunden og væltede træer, der kunne saves tykkere stykker af. Da det jo havde regnet en del natten før, var al brændet dog godt vådt, og den første halve time af båltændingen var der mere røg end bål. Rimelig frusterende når der de sidste to dage har været stort, flot, varmt bål på 3 min. Men det lykkedes (selvfølgelig) og stadig kun med én tændstik (selvfølgelig!). Med birkebark og gode lunger kommer man langt! Da ilden så havde nogenlunde fat i grenene, blev alle de større stykker så sat op til tørring. Så var der da håb om et stort bål den sidste aften!

Brændet tørrer omkring den lille bål

Kulinarisk middag

Det glødende hjerte

Stjernehimmel i bålets skær

Efter en kold stjerneklar nat vågnede man af alarmen, og måtte kravle ud af et klamt og vådt telt. Gennemvædet af dug og dis fra søen. Typisk, man skal altid pakke et vådt telt ned den sidste dag! Nu skulle turen bare gå ind til Jämshög, hvor en bus kunne tage os videre til Bromölla og et Øresundstog. Turen til Jämshög var på godt 10 km (+/-), og det meste af den på almindelig landevej. Det var lige til at overkomme. Troede man: De første 3-4 km gik gennem mudrede hjulspor fra store traktorer med store larvefødder, gennem et bakket landskab med en terrænstigning på op til 200 meter! Mindre bjergbestigning havde man ikke lige medregnet i vandringen, og man oksede op af de stejle stigninger. Landskabet var dog meget idyllisk og vildt med de bratte stigninger og pludselige åbninger hvor elledninger gik gennem den uendelig skov, og man kunne skue ud over det dalede landskab. Skoven var meget stille den morgen og flere steder lå disen eventyrligt over skovbunden. Himlen var klar og blå og solen skarp. Det perfekte vejr og perfekte atmosfære til at tage afsked med Skånes skønne skove for denne gang.. Efter et langt trav på en små kedelig landevej i høj sol, fik man en velfortjent is ved busstoppestedet. Nu gik turen hjemad i bløde bus- og togsæder, og man glædede sig efterhånden til hverdagens luksus, som et godt, langt, varmt bad og et ordentlig toilet. Måske det næsten er det bedste efter sådan en lille vandretur; man bliver virkelig mindet om alt det gode luksus, man har i sit liv, og det lange bad efter sådan en tur, er det bedste bad man nogensinde tager. Det er dejligt at kunne bruge fire dage ude i naturen og sætte pris på det primitive liv og den dybe stilhed, for at vende tilbage til hverdagen og virkelig sætte pris på de små dagligdagsting, man ellers bare vænner sig til og tager for givet. Det sætter ens liv lidt i perspektiv, og minder en om, hvor ufattelig heldig man er. Tænk bare at have brugt fire dage på bare at gå fra A til B til ingen verdens nytte - bare fordi vi havde lyst!

Tak for denne gang skønne Skåne. Jeg håber ikke, der går for længe, før vi ses igen!