Så er det ved at være på tide at vende næsen mod solrige Californien. Efter mange måneders venten med både euforiske jubelture, spændte svedeture og paniske grædeture ser det endelig ud til at jeg kommer afsted om 3 dage. I disse sidste dage har følelserne svunget mellem spændt forventning og nervøst savn. At forlade alt det og alle dem man kender i et helt år er alligevel en ret syret fornemmelse, når man står midt i det. Men hvor jeg dog glæder mig til sol, palmer og flotte landskaber og alle de nye spændende mennesker og den nye hverdag som står foran mig. Og først og fremmest de 2 måneders luksus ferie i først Californien, så vandring Yellowstone National Park og til sidst næsten 3 ugers dykning og junglevandring i Costa Rica. Mon ikke det lige bliver til at overskue?!
På trods af en meget intens junimåned med opgaveaflevering, eksamen og akut visumansøgning har der heldigvis også været tid til lidt feriestemning i den danske sommer. For der er godt nok ikke noget bedre end de lune sommerdage og lyse sommernætter.
|
Candyfloss i Tivoli
|
Og at få lov at gå i barndom igen en dag i Tivoli med både æggesandwich og candyfloss med de to herlige storesøstre. Skøn dag og selvfølgelig med fantastisk vejr og ægte Tivoli-stemning med larmende børn, skrig og skrål og konstant sødelig duft af kandiserede æbler, is og popcorn.
|
Turistpose i Tivoli |
|
Ret farlig tur i det Gyldne Tårn |
Heldigvis blev der også tid til at nå en smuttur op til Havnsø. Mens der var skybrud i København kunne man nyde to dage i haven med strålende sol fra en skyfri himmel. God timing! Og god tid til at lege lidt med kameraet igen..
|
Aftensol på stranden i Havnsø |
|
Fandt lige et gammelt polaroid frem |
Ak ja, det bliver nu lidt sært at være væk fra Danmark og København et helt år. Men "at rejse er at leve" - er det ikke sådan man plejer at sige? Vi må håbe det passer.. For lykken kunne nu meget vel findes i København..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar