Vi (Jonette og jeg - glad Kir?) landede tirsdag eftermiddag efter den mystiske lange eftermiddag, hvor man flyver fra København ca 1:30 og lander i San Francisco ca 3:30 samme dag. Er man så fløjet tilbage i tiden? Eller har man bare mistet 12 timer af sit liv? Jeg bliver altid super forvirret over de der tidsforskelle!
Men at køre hjem fra lufthavnen herovre er lidt mere omfattende end at skulle fra Kastrup til Søborg, så først efter 1.5 time i tog og derefter 2 timer i bil (i myldretid!) kom vi tilbage til Jonettes hus på Highway 4. Og så var det ellers mere eller mindre på hovedet i seng.
For at kurere mine jetlags-tømmermænd (og komme mig over den lidt sære følelse af at have sagt farvel til sin familie - igen) tænkte jeg, at en tur i vildnisset specielt ikke ville være en dårlig ide! Og nu var jeg jo genforenet med min Bølle-Bil, så der er jo intet i vejen for at fræse op i bjergene et par dage!
Så tidlig torsdag morgen (onsdag blev brugt på at finde den lokale REI - friluftsbutik - og købe dehydreret mad) pakkede jeg bilen og kørte ad Highway 4 hele vejen op på toppen af the Sierras til Ebbetts Pass. Der krydser Pacific Crest Trail (ret lang vandrestri gennem Washington, Oregon og Californien) så den hoppede jeg på og begav mig ind i ingenmandsland.
Det var en virkelig flot sti, som snoede sig rundt på bjergsiderne, og selvom det gik både op og ned, var jeg allerede så højt oppe, at det ikke var super slemt. Det var dog alligevel en hård tur i den tyndere luft, med jetlag, varm Cali-sol og tung taske på ryggen.
Turen gik ind til Noble Lake, hvor der var et lille plateau/eng med rindende vand og plads til at slå telt op. Da det var et mere åbent område blæste det desværre også en del, men det lykkedes mig at finde en lille klynge træer og ligge nogenlunde i læ (i hvert fald den første nat).
 |
| Landskabet skifter mellem vulkaniseret sten og granit |
 |
| Noble Lake |
 |
| The Sierras |
 |
| Tilbage i sit rette element.. |
Middagen bestod af en delikat "Chicken Teriyaki", som jeg lynhurtigt biksede sammen af lidt vand kogt på Jonettes lille gasbrænder. Efter en lang dag i gang på stien, er dehydreret mad bestemt ikke dårligt! Den første aften delte jeg lejrplads med en anden hiker: en pensioneret ældre dame, som i stedet for at arbejde mandag-fredag nu havde besluttet sig for at vandre mandag-fredag (drømme pension!), og så måske bruge tid med sin familie i weekenden (hvis hun altså gad væk fra bjergene den weekend). Så vi mødtes ved "vandhullet" og udvekslede "vandre"historier, mens vi sad med hvert vores vandfilter og pumpede vand i vores drikkedunke.
Næste morgen tog jeg det dejlig stille og roligt. Jeg havde ikke tænkt mig at skifte camp-site, så jeg havde ikke noget at skulle nå. Omkring middag blev jeg mødt af Jonette, Karen, Jeanie og Debbie der gik samme vandrerute, som jeg havde taget dagen forinden, som en dagstur. Så jeg joinede dem for dagen, og gik med lidt længere sydpå til Asa Lake. Mens de fortsatte ud til Highway 4 igen, gik jeg tilbage til min lejrplads ved Noble Lake. Denne nat var jeg dog ene på lejrpladsen og kunne bare nyde stilheden og vildnisset .. Næsten i hvert fald..
 |
| Gourmet middag |
 |
| Min lille lejr |
 |
| Noble Lake |
I løbet af dagen havde vinden nemlig taget lidt til. Umiddelbart syntes jeg, at mit telt lå okay i læ. I hvert fald hvis det da ikke blev værre ... Åh hvilken sjov nat det blev!
Stadig med en smule jetlag og ærlig talt ikke meget at tage sig til så snart solen går ned (ønsker mig en Kindle så jeg kan have bøger med mig!), tumlede jeg rimelig tidligt omkuld i min sovepose. Ved 11-tiden om aftenen vågner jeg dog af, at min telt ryster og larmer. Blæsten var helt klart taget til! Jeg lå en halv times tid og prøvede at ignorere det, indtil det alligevel blev voldsomt nok til at jeg tænkte, at jeg nok hellere lige måtte tjekke at alle pløkker nu også var slået i jorden og at min taske stadig lå udenfor (ingen taske i teltet - bear safety). Ude i vinden så alt ud til at sidde fast og både taske og Bear Canister var, hvor de skulle være. Jeg kravlede tilbage i posen og prøvede ihærdigt at ignorere vindens hylen og rusken i mit telt. Det skulle nok kunne klare det! Det er jo et nyt telt!
Som minutterne tikkede forbi, var det dog som om, at vinden tillagde sig en ny taktik: I stedet for at blæse kraftigt mere eller mindre konstant, forsvandt den nu helt i 5 bedrageriske minutter, for derefter at vende tilbage som en mur af kuling/storm styrke fra hvad der virkede som alle retninger på en gang i ca 30 sek. I mit stille sind begyndte jeg at overveje, om det måske var det værd at pille lejren fra hinanden og prøve at finde et sted med lidt mere læ. Der var en del der talte imod dog. For det første nærmede klokken sig 1 om natten og jeg var rimelig træt. For det andet, virkede det ikke helt hensigtsmæssigt at tage pløkkerne ud af teltet med en så hård vindstyrke. Hvis det fløj væk, ville jeg først virkelig være i problemer! Og for det tredje, hvad hvis der er alligevel ikke var læ, der hvor jeg slog det op? Så ville hele den manøvre være spildt og det mindre søvn til mig.
 |
| I will conquer it all |
Det begyndte dog også at gå op for mig, at uanset hvad, ville jeg nok ikke få sovet meget alligevel. Teltet larmede så meget når vinden ruskede i det, at jeg blev vækket hver gang, det faktisk var lykkedes mig at blunde lidt.
Lidt over 1 vågnede jeg dog brat op ved at teltdugen, som normalt er godt 40-50 cm over mit hoved når jeg ligger ned, blev mast fladt ned i hovedet på mig af et voldsomt vindstød, som fik teltstængerne til at knage og bøje. Det gjorde udslaget. Jeg besluttede mig for at flytte lejr! Om ikke andet ville der måske være håb og bare en times mere søvn, og ikke at skulle vågne op og gribe fat om teltstængerne og prøve at skubbe dem den rigtige vej.
Mens jeg rullede min sovepose og liggeunderlagt sammen, talte jeg minutterne sammen til næste store vindstød. Da det var ovre havde jeg ca. 7 min til at få pakket teltet ned, så det ikke fløj væk.
7 min efter var teltet usirligt mast i min rygsæk, sovepose og liggeunderlag spændt fast uden på og med Bear Canister under armen og pandelampen på hovedet, bevægede jeg mig gennem natten hen til nærmeste klynge træer. Efter en kort inspektion af stedet og lyden af endnu en vind-mur, der kom susende ned af bjergsiden, men som dog ikke ramte min nye lille oase, besluttede jeg mig for at sætte teltet op igen og håbe på det bedste. En time efter at være rullet ud af sovepose, kravlede jeg tilfreds ned i den igen. Endelig læ!
I hvert fald i lidt tid.. Halvanden time fik jeg, indtil vinden vendte og jeg lå i ligeså slem vind igen! Udmattet og med få timer til daggry gav jeg fanden i det, håbede på teltet ville holde og red stormen ud. Inden solen var kommet op over bjergryggen, havde jeg pakket teltet sammen, fundet læ nok til at koge vand til en kop te og satte afsted i den kølige og blæsende morgen på vej tilbage til Bølle-bilen.
Vildnisset er nu som vildnisset er bedst: Vildt. Og så må man bare lære at leve efter de præmisser.
Det var skønt at komme ud i bjergene og bjergluften, og spændende (måske lige meget nok) med lidt ekstra blæsende eventyr. Og så er det jo altid fantastisk at komme tilbage til sin hverdagsluksus med et toilet og et varmt bad.
 |
| Sierras i solnedgang - Misty Mountains |
Søndag kørte jeg tilbage til Santa Cruz. Det var meget bizart at køre ned gennem byen, gennem mit kvarter, ned af vejen og hen foran huset. Efter 2 måneder i Danmark, havde jeg lige vænnet mig til, at det jo er hjem. Men nu var jeg hjemme igen. Men i Santa Cruz. Alt for mange steder jeg kalder hjem, tror jeg.
Det var nu skønt, at alt føltes så velkendt og hjemligt, og det var rigtig dejligt at komme hjem til mine housemates og pakke mit værelse ud igen (og have mere en to sæt tøj!).
Jeg er tilbage på campus - nu med kontor - og er ved at forbedre mig til studiestart og feltarbejde. I næste uge står den på uge i Carlsbad med dykning, prøveindsamling og filtrering. Det har været lidt vildt at skulle planlægge og holde styr på det hele, og jeg føler mig meget voksen og seriøs, at jeg sådan selv lige planlægger feltarbejde og holder styr på tropperne.
Ud over det så har jeg været heldig nok til at få et TAship (hjælpelærer/tutor job) i første quarter, så jeg har fået betalt en del af min studieafgift og får dejlig meget løn! Så det har jeg straks brugt som undskyldning til at købe mig en fantastisk racercykel! Det er virkelig meget sjovere at køre op til campus på den! Jonettes gamle cykel, som jeg ellers har lånt indtil videre, har jo fungeret, selvom jeg synes, at jeg har haft lidt ondt i knæene nogen gange. En hurtig tur med målebåndet afslørede dog hvorfor: Min nye cykel (som passer perfekto!) har et stel på 61 cm. Jonettes er 50 cm (!)
Men nu racer jeg rundt på mit awesome Sorte Lyn. Eneste bagside lige nu er, at den er så flot og ny at jeg ikke har lyst til at stille den nogen steder! Den må godt lige blive lidt mere støvet inden den skal stå ubevogtet foran SafeWay!
 |
| Det Sorte Lyn |
 |
| Campus er næsten øde - bortset fra disse små skurke |
I sidste weekend var det "helligdag" om mandagen (Labor Day), så vi var et par stykker der syntes, at det da skulle udnyttes! Så mig og tre piger fra studiet tog på "girls-weekend-out" med vandrestøvler og telte! Turen denne gang var dog i lokalområdet i Santa Cruz Mountains. Vi startede ud i to biler og kørte først alle sammen lidt nordpå på Highway 1. Ca 30 min fra Santa Cruz parkerede vi så den ene bil, og kørte i samlet flok hele vejen tilbage og en time længe op i de små bjerge rundt om Santa Cruz. Oppe på toppen i Castle Rock Statepark startede vi så vores hike. Denne sti hedder Skyline to the Sea, og som navnet lidt hentyder går den fra toppen af Santa Cruz Mountains ned til Pacific Ocean. En "lille" tur på en 50-60 km. Vi havde to overnatninger på turen, så vi tog den dog stille og roligt ned af bjerget i den varme fyreskov. Det er et relativt populært vandreområde, da det er nemt tilgængeligt og næsten lige ved San Francisco, så campgrounds var også meget luksuriøse med en vandpost og "toilet" (hul i jorden men med vægge omkring). Efter min vildnis tur oppe i the Sierras var det jo den rene luksus!
Et stykke af stien går langs med en af de små bjergveje og det satte sine makabre spor. Stien går et stykke ned fra vejen af en skrænt, og der er åbenbart et område med nogle specielt væmmelige sving. Vi kom i hvert fald forbi indtil flere bilvrag som på en eller anden måde var torpederet 20-30 meter gennem skoven ned af skrænten. Det var lige til en skrækfilm fra færdselspolitiet! Der kom heldigvis ikke biler flyvende ned i hovedet på os, mens vi gik der!
 |
| Udsigt over Santa Cruz Mountains og Monterey Bay |
 |
| Natural Heart |
 |
| Skyline to the Sea |
 |
| Smadret bil i skovkrattet |
Anden nat sov vi i Big Basin Statepark som er et rigtig flot område med store Red Wood træer. Det var om ikke andet endnu mere luksuriøst. Da det er en meget populær park, var der både træk-ud toilet OG en kiosk med is og kolde øl! Da der lige i den weekend var hedebølge i området, var det ret fantastisk at kaste benene op efter en lang varm dag i vandresko og åbne en kold øl! Knap så vildnis agtigt dog at gå på toilet og vaske hænder bagefter. Men det kan man jo godt lige overleve!
På tredjedagen fladede stien lidt mere ud, mens vi tog det sidste stykke ned til vandet. Her stod vores ene bil så og ventede på os, og efter at dyppe tæerne i det kølige havvand vendte vi snuden tilbage mod Santa Cruz. Tre veloverståede vandredage var overstået!
 |
| Næsten fremme! |
 |
| Hiking-selfie |
Så nu er der så bare tilbage at få styr på alle de praktiske ting omkring feltarbejde og skolestart, og så går det hele ellers løs i næste uge. Jeg starter timer mandag d 28 og så skal det nok blive rigtig travlt!
I den her uge skal jeg ned og bede om at få et social security number. Så bliver jeg rigtig medlem af klubben og kan få lov at betale SKAT i to lande! Hurra for en fed gevinst! Den er heldigvis latterlig lav herovre, at det nok lige kan køre rundt alligevel.
I søndags tog jeg en ned til Monterey og hoppede i vandet. Nu har fokus jo været mere på at vandre end dykke, og eftersom den kommer til at stå på en seriøs omgang dykning i næste uge, tænkte jeg, at det nok var meget rart lige at have en tur i Californiens vand igen inden.
Det var en dejlig flot tur med masser af liv og det fik Amager Strandpark til at blegne lidt.
Det er virkelig fedt at være tilbage til alt mit vilde liv, mine fantastiske housemates og mit seje studie. Jeg savner dog stadig alle hjemme i Danmark og skal lige vænne mig til at folk igen er langt væk. Denne gang dog kun til jul. Der er jo ikke så længe til.
Nu vil jeg i seng, så jeg kan komme tidligt op og tage det Sorte Lyn hele vejen op til campus! Jeg har cyklet derop alle dage, jeg har været tilbage - håber den gode vane kan holdes ved lige når studie starter om man får rigtig travlt!
 |
| Kelp og anemoner |
 |
| Rockfish gemmer sig på stenen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar